Vestfynske borgmestre: Den værst tænkelige placering af ny jernbane

Borgmestrene i Assens og Middelfart er oppe i det røde felt efter at Vejdirektoratet mandag anbefalede, at en ny jernbane på Vestfyn skal placeres syd for motorvejen.

Vejdirektoratet anbefalede sent mandag, at en ny 35 kilometer lang jernbane på Vestfyn skal placeres syd for motorvejen. Det betyder, at den skal føres igennem erhvervsområder i Ejby og Vissenbjerg og passere tæt forbi Skallebølle og et boligområde i Nørre Aaby.

DU KAN SE DEN PRÆCISE LINJEFØRING HER.

Anbefalingen går stik imod de vestfynske borgmestres ønsker. De foretrækker, at jernbanen placeres nord for motorvejen eller en såkaldt kombilinje.

- Det er en installationsløsning, der ikke tager hensyn til mennesker. Man har valgt en klinisk løsning, der tilgodeser teknik og penge i stedet for borgere, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen (V) til TV 2/FYN.

Det er særlig løsningens betydning for beboerne i Skallebølle, der bekymrer borgmesteren. Her vil løsningen blandt andet gå ud over skolen og syv til otte huse.

quote Det vurderes, at de forskelle der måtte være mellem de tre løsninger i forhold til erhvervsarealer, nærhed til landsbysamfund og naturforhold ikke opvejer meromkostningen ved Kombiforslaget eller Forslag Nord

Fra Vejdirektoratets anbefaling

- Jeg vil gå videre til de fynske landspolitikere og jeg håber, at politikerne nu vil tage det menneskelige perspektiv med i den endelige løsning.  Det her er jo kun en administrativ anbefaling og nu håber jeg at politikerne vil tage sig af folket, udtaler han.

Skærer gennem erhvervsområde
Borgmesteren i Middelfart Kommune, Steen Dahlstrøm (S), peger i Fyens Stiftstidende på, at jernbanen vil komme til at skære igennem et erhvervsområde i Ejby. Det vil gå ud over virksomheder og hæmme andres udvikling.

I følge anbefalingen fra Vejdirektoratet er den sydlige løsning valgt fordi "løsningen har har det laveste anlægsoverslag og samtidig også den højeste samfundsøkonomiske forrentning. Det vurderes, at de forskelle der måtte være mellem de tre løsninger i forhold til erhvervsarealer, nærhed til landsbysamfund og naturforhold ikke opvejer meromkostningen ved Kombiforslaget eller Forslag Nord"

Danlad skæres midt over
Virksomheden Danlad vil få banen ført tværs igennem deres nuværende lokaler, hvis den anbefalede placering af jernbanen bliver valgt.

- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er meget skuffet, siger Danlads direktør, Henrik Christensen, til Fyens Stiftstidende.

Han tilføjer, at det kan betyde, at virksomheden flytter til udlandet.

De to vestfynske borgmestre håber, at de kan overtale folketingspolitikerne om ikke at vælge den sydlige placering af jernbanen, selvom det er den billigste løsning.

Placeringen syd for motorvejen vil koste omkring 4,1 milliarder kroner, mens den dyreste løsning koster 4,5 milliarder.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt