Vi filmede Mette en hel dag - 240 gange gjorde hun noget, der bagefter fik hende til at græmme sig

En hel dag filmede en fotograf mig for at holde øje med, hvor meget - og ikke mindst hvordan - jeg bruger min telefon. Minutter blev til timer, og jeg er ikke alene.

Den velkendte lyd af alarmen fra telefonen vækker mig klokken syv. Det første, jeg får fat i, er min telefon. Fra første sekund bliver jeg suget ned i notifikationer, nyhedsstrømme og ubesvarede beskeder. 

Og jeg er absolut ikke den eneste. En undersøgelse fra YouGov, hvor danskerne selv har svaret på, hvor meget de bruger deres telefon, viste i 2021, at de fleste voksne i gennemsnit bruger mellem to og tre timer foran deres telefon eller tablet hver dag. 

I denne uge sætter TV 2 Fyn fokus på brugen af mobiler og skærme under temaet mobilfri. Undersøgelser viser, at de unge mellem 18-29 år bruger noget fem timer eller mere om dagen foran skærmen. Derudover bruger børn mellem tre og seks år omkring to timer foran en skærm.

Jeg er selv 26 år og passer perfekt ind i statistikken. Fra jeg står ud af sengen, til jeg er ude af døren, er min mobil med mig hele tiden. Den afspiller dagens nyhedspodcast, mens jeg tager tøj på, børster tænder og pakker min taske. Den er en forlængelse af min arm. 

Hele ugen har TV 2 Fyn sat fokus på vores mobilvaner. Derfor har jeg indvilliget i at deltage i et eksperiment. Jeg lader en fotograf følge mig hele dagen og filme mig. Eksperimentet skal vise, præcis hvor mange gange jeg samler telefonen op og kigger på den. Hvordan jeg bruger min telefon. Og hvor lang tid jeg bruger på den.

En hel dag blev jeg filmet

En dårlig undskyldning

Min skærmtid er i gennemsnit tre en halv time om dagen. Og jeg undskylder mig med, at det skyldes mit job.

I arbejdet som journalist ringer jeg kilder hjem, sender sms'er og holder mig opdateret på min arbejdsmail. Men det er jo en brøkdel af mit arbejde. Jeg bruger jo meget længere tid på at være ude af huset og lave interviews. Så den undskyldning holder ikke.

Jeg tager den op, når jeg keder mig, forsvinder ned i den når jeg ser TV, og tjekker den når jeg er sammen med mine veninder. I det endeløse Instagram-feed kan jeg glemme tiden, og jeg har helt bevidst ladet være med at downloade TikTok, fordi jeg ved, jeg ikke vil kunne styre det.

Vi danskere er dem i Europa, som bruger sociale medier allermest. Ni ud af ti danskere bruger mindst ét socialt medie. To ud af tre bruger mindst to og halvdelen af de unge mellem 16-19 år bruger mindst fem. Jeg er næsten som de unge. Jeg bruger selv fire.

Jeg bruger også telefonen til utroligt mange praktiske ting i løbet af dagen. En regnfuld morgen vinder letbanen over cyklen. Ved stoppestedet scanner jeg QR-koden og køber min billet med et enkelt swipe på Mobilepay. Ingen papirbilletter, ingen mønter, bare et enkel swipe.

Sidste år var der over en halv milliard transaktioner på Mobilepay-appen, og den er bliver mere og mere populær og slår rekord hvert år. I 2022 bruge vi appen lige under 20 procent mere end året før.

Fantastiske hjælpemidler

Der er så mange fantastiske muligheder for at gøre hverdagen nemmere. Dankortet på telefonen til når jeg handler på vej hjem fra arbejde. Netbanken, hvor jeg hurtigt og nemt kan betale regninger. e-Boks, så jeg får alle de vigtige breve et sted. MitID-appen, så jeg slipper for de nøglekort, jeg alligevel altid smed væk. Her er jeg heller ikke den eneste. Det er kun lige over 300.000 borgere i Danmark, der er fritaget fra MitID. Danmark er det næstmest digitaliserede land i verden kun overgået af Finland.

Hver eneste gang jeg hiver min telefon op af lommen for at bruge alle de hjælpemidler, som uden tvivl gør min hverdag nemmere, forsvinder jeg ned i den. Jeg vil nærmest beskrive det som et had-kærligheds-forhold. Jeg kan ikke fungere uden, og jeg er afhængig af den, og det er jeg faktisk lidt flov over. Selv om aftenen, inden jeg går i seng, er den det sidste, jeg kigger på, når jeg stiller alarmen. 

Og dagen efter starter det hele forfra. 

Oversigt

    Oversigt