I det fynske folks tjeneste

Videodagbog: Overlæge besøger ny podeklinik til børn på OUH

Fagpersoner fra sundhedsvæsnet laver videodagbog, så du kan få et unikt indblik i, hvordan deres hverdag er i kampen mod coronavirus. Skærtorsdag er det overlæge Morten Sodemann, der fortæller om sin dag.

00:52

Det har været en meget fredelig skærtorsdag på OUH. Video: Morten Sodemann / Redigering: Melissa Kjemtrup

Påskefreden havde sænket sig over Odense Universitetshospital skærtorsdag. Det fortæller professor og overlæge, Morten Sodemann, i sin videodagbog. 

- Vi har haft en fredelig stuegang og vi har udskrevet nogle patienter. Den ene af dem havde travlt med at komme hjem, og reparere terassen, fortæller han. 

Påskefreden gav dog personalet på sygehuset mulighed for at teste nye metoder til at holde smittede i kontakt med deres pårørende. 

Læs også Videodagbog: Nye tiltag skal mindske corona-smitte på OUH i Svendborg

- Vi har prøvet at have en tolk med på telefon og en pårørende til en patient med i en anden telefon. Det var næsten et trekants-telefonmøde, men det virkede faktisk rigtig godt, siger overlægen. 

Ny-etableret podeklinik til børn

Påskefreden gav også overlægen mulighed for at kigge ned forbi podeklinikken til børn og unge, der er blevet etableret foran OUHs børneafdeling i mandags. 

- Så kan man bare køre ind med sin bil, og få podet sit barn, mens barnet er i teltet, fortæller ledende overlæge på børneafdelingen, Marianne Skytte Jakobsen. 

Ifølge overlægen har de været nødt til at oprette en separat podeklinik til de allermindste, fordi man skal have et podespor til børn. Der var dog ikke plads nok i de eksisterende telte. 

- Man skal have et spor til børnene i podeteltene. Vi prøvede, om vi kunne få plads til et børnespor, men det var der ikke, fordi der kom så mange, der skulle podes. Det kører jo også lidt anderledes med børn, for de kan jo ikke altid bare åbne munden op. Så måtte vi jo åbne vores eget, fortæller hun. 

Læs også Videodagbog: - Det er blevet hverdag i ambulancerne

Teltet, der blev taget i brug tirsdag, gør hverdagen lettere for personalet på OUH, ligesom de andre podetelte. 

- Så slipper vi for at gøre rent hele tiden. De sidder jo inde i deres bil. Vi kommer ud til dem, istedet for at de kommer ind i et rum, der skal sprittes af, forklarer Marianne Skytte Jakobsen.

Masser af chokolade

Selvom Morten Sodemann og hans kolleger arbejdede, blev hellidagen dog også markeret på en anden måde, end ved påskefreden. 

- Det har været en dag, hvor vi har fået rigtig, rigtig meget chokolade, fortæller han. Han forklarer, at chokoladen er doneret af en lokal vinforhandler, der ville give personalet et skulderklap.

Læs også Videodagbog fra sundhedsvæsenet: - Samarbejdet er fantastisk

Chokoladen blev også prissat af både Morten Sodemann og hans kolleger. 

- Det er vi meget glade for. Det er med til at gøre dagen endnu sjovere her på OUH. Så tak for det, lyder det fra overlægen.