Vigtig markering af befrielsesdag: - At mindes friheden i 75 år er fuldstændig ubetaleligt

Rundt omkring på Fyn er mindehøjtideligheder for Danmarks befrielse for 75 år siden noget reduceret på grund af coronavirus.

I Ansgars Anlæg i Odense er der normalt op mod 800 odenseanere, der mødes og mindes Danmarks befrielse.

Mandag er mindehøjtideligheden dog reduceret til én mand. Det er Erik Hansen, der er medstifter af Komiteen for Mindehøjtideligheden den 4. maj.

- Det er meget mærkeligt. Det er jo resultatet af, at vi ikke må samles. Så må vi gøre det enkeltvis, siger medstifteren til TV 2/Fyn.

På trods af corona-restriktioner holder komiteen fast i traditionerne. Alle de sædvanlige kranselæggere kommer. Erik Hansen mener det er vigtigt at holde fast i markeringen, selvom det er på andre præmisser.

- Det at mindes friheden i 75 år er fuldstændig ubetaleligt, siger han.

Han har opfordret odenseanerne til at dukke op med blomster på trods af mindehøjtidelighedens aflysning.

- Man behøver ikke komme og lægge en krans. Man kan tage en rose i haven eller hente en lille buket ved blomsterhandleren, siger Erik Hansen.

Jagtet af Gestapo

Nogle af de odenseanere, der har lyttet til Erik Hansens opfordring, er ægteparret Stig og Karen Hjort. Stig Hjorts far, mor og farbror var med i modstandsgruppen Holger Danske.

quote Det kan minde os om, at vi er nødt til at stå sammen imod de udfordringer vi har i dag

Stuart Dweyer, Deputy Cheif of Mission, den amerikanske ambassade

Familien måtte flygte til Sverige under besættelsen med Gestapo i hælene, og ægteparret mener, ligesom Erik Hansen, at markeringen af dagen er vigtig.

- Hvis man ikke mindes dem der sikrede, at vi ikke kom til at leve under nazi-diktatur, hvad skulle man ellers mindes?, siger Karen Hjort.

Hold sammen

Én af de sædvanligt inviterede kranselæggere er folk fra den amerikanske ambassade. I denne omgang er det Stuart Dwyer, der er Deputy Chief of Mission på den amerikanske ambassade.

Han mener at befrielsesdagen kan noget helt særligt.

- Det kan minde os om, at vi er nødt til at stå sammen imod de udfordringer vi har i dag, siger Stuart Dwyer.

Stuart Dwyer synes, at det er vidunderligt fynboerne mindes befrielsen, selvom corona ændrer og reducerer måden, det normalt foregår på.

- Det er begivenheder, vi ikke må glemme. Jeg synes, det er utroligt bevægende at folkene her i byen mødes for at mindes dette hvert år, siger han.

Vigtigt at mindes og markere

I Middelfart ved mindestenen på Gals Klint ser fejringen af befrielsen også noget anderledes ud, end den plejer. Men selvom forholdene er nogle andre, så skal dagen stadig markeres, mener Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd (S).

- Værdierne er lige vigtige at markere uanset hvad, også selvom der hverken er sækkepibe, trompet eller fællessang, siger Johannes Lundsfryd til TV2/ Fyn.

Erik Hansen er også mødt op ved mindestenen, der står til ære for ni besætningsmedlemmer på et britisk bombefly, der blev ramt af tysk antiluftsskyts den 18. maj 1942. Som resultat styrtede flyet ned, og kun én af de britiske besætningsmedlemmer overlevede.

- Det er trist, at vi mangler alle dem, der bakker op om mindehøjtidilighederne. Det her er stedet, hvor de ni besætningsmedlemmer blev dræbt, og det er vigtigt at vi mindes dem, siger Erik Hansen

Oversigt

    Oversigt