I det fynske folks tjeneste

Vikarballade: 3F går i konflikt med fynsk planteskole

Fagforening demonstrerer foran gartneriet Møllegården på Midtfyn. Vikarbureau underbyder danske overenskomster, mener 3F.

01:25

3F Østfyn er gået i konflikt med Møllegårdens Planteskole. Video: Ole Holbech

Lønninger på 70-75 kroner i timen – halvdelen af den overenskomstmæssige danske løn.

Det er hverdag for flere af de 40 polske medarbejdere, der arbejder hos planteskolen Møllegården på Midtfyn, oplyser 3F Østfyn.

Tirsdag demonstrerer man fra morgenstunden hos planteskolen.

Læs også Sag om embedsmisbrug: - Sat på pinebænken i al for lang tid

Det er ikke planteskolen, som i øvrigt er eksperter i flotte hække, der betaler lønnen for de fynske medarbejdere, men vikarbureauet 2TL IVS, der er en del af den polskejede PF Gruppen med base i Glamsbjerg.

Medarbejderne er ansat hos Goskov Aps – et andet selskab i PF Gruppen.

3F har valgt at konflikte mod vikarbureauet og dem, der benytter vikarbureauet, som har kunder over hele landet.

Desuden vil planteskolen ikke kunne få udført arbejde af medlemmer af 3F og medlemmer af Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Møllegårdens Planteskole har tidligere været medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A og er stadig omfattet af den overenskomst, der er indgået med 3F, men som ikke er opdateret siden 2013.

Ifølge 3F burde lønnen for de polske arbejdere være 143 kroner i timen.

Læs også 140 dagplejere nedlægger arbejdet

Indehaver af Møllegårdens Planteskole Lars Strarup oplyste mandag aften til TV 2/Fyn, at konflikten undrer ham, da han har rettet ind efter 3F’s ønsker og opsagt kontrakten med 2TL IVS.

Men ifølge formanden for 3F Østfyn, Tonny Fejerskov, er det en sandhed med modifikationer, da medarbejderne blot er overflyttet til et af de 12 andre selskaber med samme ejerkreds.

I alt organiserer fagforeningen ifølge Tonny Fejerskov nu ti af planteskolens polakker – en af dem blev fyret af vikarbureauet for nylig på grund af hendes medlemskab af fagforeningen, oplyser 3F.

Tonny Fejerskov, formand 3F Østfyn: Foto 3F

3F Østfyn så meget gerne, at Folketinget indfører strammere regler for vikarbureauernes ageren i Danmark.

- Flere bureauer laver tre-måneders kontrakter, der indebærer, at medarbejderne ikke skal betale skat i Danmark, men i Polen – og gør de så det? Desuden giver man medarbejderne så store fradrag i kontrakterne, der rækker ud over tre måneder, at de slet ikke skal betale skat, siger Tonny Fejerskov, der mener, at Skat burde interessere sig for fradragene.

- Mange arbejder seks dage om ugen, hvis ikke syv dage, og der udbetales ikke overarbejde, kan vi se af deres kontrakter, oplyser næstformand i 3F Østfyn, Andreas Jensen.

  Foto: Ole Holbech

3F har tilbage i 2016 konfliktet mod PF Gruppen i en sag, hvor firmaet lejede arbejdskraft ud til Hededanmark.

Hededanmark valgte herefter at opsige samarbejdet med det polskejede firma.

01:44

Jan Johansen (S) mener, der er tale om løndumping i sagen på gartneriet. Han vil dog ikke skride til politisk handling, før han ved, om 3F's redegørelse viser, det er nødvendigt. 

Luk video