Viktor Axelsen fik nem start i sæsonfinalen

Viktor Axelsen fik en hurtig sejr ved sæsonfinalen, da Rasmus Gemke trak sig tidligt i kampen.

Verdens bedste badmintonspiller, Viktor Axelsen, fik en nem start på sæsonfinalen i Bali.

Onsdag vandt han sin første gruppekamp uden at få sved på panden. Mødet med landsmanden Rasmus Gemke sluttede allerede efter seks bolde, da Gemke trak sig ved stillingen 5-1 til Axelsen.

Dermed tog Axelsen et skridt mod lørdagens semifinaler.

Den danske damesingle Line Christophersen kunne som ventet ikke stille noget op i sin første kamp ved sæsonfinalen.

I gruppespillets første kamp tabte hun til den forsvarende indiske verdensmester, Pusarla Venkata Sindhu, med cifrene 14-21, 16-21.

Det var tredje gang i 2021, at danskeren tabte i to sæt til Sindhu.

Christophersen bed nogenlunde fra sig i indledningen af første sæt, hvor hun førte med 8-7, men derfra tog inderen teten ved at vinde hele ni bolde i træk.

I andet sæt førte danskeren, der rangerer som verdens nummer 27, med 12-11, men igen mistede hun taget, og hun tabte på første matchbold, da hun slog i nettet.

Christophersen kan dog stadig nå videre fra gruppespillet ved at slutte blandt de to bedste.

Det samme gælder mixeddoublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje, der tabte klart til japanerne Yuta Watanabe/Arisa Higashino, verdens fjerdebedste par.

Cifrene lød 21-12, 21-15 i japansk favør.

Det er sjette gang ud af lige så mange mulige, at Christiansen og Bøje tabte til det japanske par, og i de seks kampe har danskerne blot vundet ét sæt i alt.