Vil flytte studerende ud fra Odense: Borgmester mener, SDU skal undtages

Flere studiepladser på videregående uddannelser skal flyttes fra de fire største byer til provinsen. Det rammer blandt andet SDU, men borgmester mener, universitetet skal undtages.

Regeringen præsenterede torsdag et udspil, der har til formål at få flere studerende væk fra København, Aarhus, Aalborg og Odense og ud i provinsen. 

Det fremgår af regeringens udspil "Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund".

- Der skal være bedre og flere uddannelsestilbud uden for de store byer, så flere unge kan uddanne sig i det lokalområde, de er vokset op. Det skal også medvirke til, at virksomhederne ikke behøver at flytte, siger Mette Frederiksen.

Regeringen vil blandt andet reducere optaget på de videregående uddannelser i landets fire største byer og på universiteternes hovedcampus med op mod ti procent. Der er dog enkelte undtagelser.

Syddansk Universitet i Odense optog i 2020 8.549 nye studerende, og det vil altså sige, at universitetets hovedcampus kan risikere at miste omkring 850 nye studerende.

quote Med udspillet står Odense og Fyn til at miste op mod 1000 uddannelsespladser - det er en alvorlig situation

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense, Soc.dem.

Men SDU har allerede mere end 20 procent af bacheloroptaget placeret på campusser i Esbjerg, Kolding, Sønderborg og Slagelse.

- Vi glæder os til at høre mere om regeringens konkrete tanker om denne vigtige dagsorden og ser frem til at blive inddraget i dette arbejde. Vi har selvfølgelig en forventning om, at der i den konkrete udmøntning bliver taget højde for de uddannelser, vi allerede udbyder regionalt, og for vores allerede planlagte udvidelser, siger Henrik Dam, der er rektor på SDU, på universitetets hjemmeside. 

SDU har allerede planer om at åbne en kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg, flere nye ingeniøruddannelser i Sønderborg og undersøger mulighederne for en jurauddannelse i Esbjerg.

- SDU bør undtages

Også Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ærgrer sig over dagens udmelding. 

- I Odense har vi Syddansk Universitet, der allerede er et mønstereksempel på, hvordan man faktisk kan løse udfordringen og sikre regional spredning af studiepladser.

- 25 procent af deres studerende befinder sig udenfor Odense på campusser i Esbjerg, Sønderborg, Slagelse og Kolding. Derfor er det min klare holdning, at de bør undtages fra at skulle reducere optaget yderligere, siger Peter Rahbæk Juel.

Han vil derfor arbejde for, at de studiepladser, der eventuelt reduceres i Odense, bliver placeret på Fyn.

- Med udspillet står Odense og Fyn til at miste op mod 1.000 uddannelsespladser - det er en alvorlig situation. Derfor er det vigtigt for mig at beholde så mange af studiepladserne som muligt her på øen, siger borgmesteren.

Begrænsningen bliver indfaset gradvist fra uddannelsesåret 2022/23 og frem.