Vil fravige pasningsgarantien: Pædagoger vil have nødlukning som værktøj

BUPL opfordrer til, at man indfører dimensionering, så hver dagsinstitution kan lukke, hvis der er problemer med at dække vagter på grund af sygdom.

Onsdag bliver det for alvor hverdag igen. Det betyder blandt andet, at de mindste skal tilbage i skole og dagsinstitution. Og med den høje smitte taget i betragtning, som onsdag i sidste uge slog rekord, opfordrer BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, til, at man indfører dimensionering. 

- Det er ikke værdigt

Dimensionering vil betyde, at man kan fravige pasningsgarantien og lukke dagsinstitutionen. Der skal dog være tale om ekstraordinære tilfælde. For eksempel vil det være, hvis medarbejdere sendes hjem på grund af corona, og man ikke kan skaffe tilstrækkeligt personale.  

Formand for BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, mener, at der er brug for dimensionering for alles skyld.

Formand for BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, mener, at det er nødvendigt at kunne lukke daginstitutioner.
Formand for BUPL Fyn, Rikke Hunsdahl, mener, at det er nødvendigt at kunne lukke daginstitutioner.

- Hvis der nu ikke er personale nok, er det ikke til gavn for, hverken børn eller voksne i institutionen. 

Løsningen er ikke flere vikarer

Rikke Hunsdahl synes ikke, at det er optimalt, hvis man vil dække alle de manglende vagter med vikarer.

- Hvis nu der kommer fire vikarer ind en onsdag, så er det jo heller ikke til gavn for voksne eller børn, at der kontinuerligt kommer nye folk ind, som ikke kender børnene eller deres rutiner. 

Inden jul oplevede flere pædagoger, hvilke problemer der kan opstå ved stor sygdom blandt kollegerne, fortæller Rikke Hunsdal.

- Vi oplevede, at nogle pædagoger skulle stå med en børnegruppe på 20 alene i mange timer. Det, synes vi faktisk ikke, er værdigt for hverken pædagogerne eller børnene. 

Minister forstår bekymringen

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) forstår bekymringen fra BUPL.

- Det er en bekymring, vi skal tage alvorligt, og jeg har snakket med BUPL i løbet af dagen, og vi følger situationen tæt. Som tingene udvikler sig, har vi justeret de restriktioner, der har været, og lavet dem i samarbejde med hinanden, og det vil fortsat være den måde, vi gør det. 

Men som det ser ud nu, får BUPL ikke deres ønske om dimensionering opfyldt ifølge ministeren.

- Hvis tingene forandrer sig henover de næste måneder, må vi kigge på det. Som tingene ser ud nu, er det ikke en restriktion, der er behov for ifølge sundhedsmyndighederne. 

- Der kan dog sagtens være et praktisk problem, det hører jeg fra flere institutioner, og også fra Kommunernes Landsforening, og det er vi i tæt dialog om, hvordan vi skal håndtere, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Oversigt

    Oversigt