Vildledende reklame: - Giv din hud lidt kærlighed i solcenteret

Solcenterkæde opfordrer fynboerne til at forberede deres hud på solens stråler. Kræftens Bekæmpelse kalder annoncen for vildledende.

- Forbered din hud og tag i Consol Solcenter allerede i dag og giv din hud lidt kærlighed. 

Sådan skriver Consol Solcenter i et opslag på Instagram og Facebook, der i skrivende stund både florerer som annonceret indhold og som fast opslag. 

Peter Dalum, der er projektchef i sol- og alkoholkampagner hos Kræftens Bekæmpelse, kalder annoncen for vildledende.

quote Det er simpelthen grotesk at kalde det at udsætte sin hud for UV-stråling, som vi ved giver kræft, for kærlighed

Peter Dalum, projekchef i sol- og alkoholkampagner, Kræftens Bekæmpelse

Kærlighed til huden

Consol Solcenter, der har fire solcentre på Fyn, skriver i deres opslag, at et besøg hos dem kan forberede huden på sommervejret.

Opdatering
Clock21. jun 2021, kl. 16:31
Efter TV 2 Fyns omtale af annoncen har Consol Solcenter fjernet annoncen fra sociale medier. De er fortsat ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Siden TV 2 Fyns omtale af annoncen har Consol Solcenter fjernet annoncen.
Siden TV 2 Fyns omtale af annoncen har Consol Solcenter fjernet annoncen.

Peter Dalum er foraraget over ordlyden i solcentrets reklame. 

- Det er simpelthen grotesk at kalde det at udsætte sin hud for UV-stråling, som vi ved giver kræft, for kærlighed, siger han og fortsætter: 

- Hvis du udsætter din hud for UV-stråling, øger du chancen for at få kræft. Og det kan godt være, at nogen mennesker forbinder solarie med velvære, men det er i hvert fald ikke at give kærlighed til huden, siger han. 

Forbereder huden på solens stråler

Consol Solcenter påstår i deres annonce, at en tur i deres solcentre forbereder huden til de kommende stranddage.

Den udmelding er Peter Dalum uenig i.

- Jeg synes, det er ærgerligt at sende sådan en annonce ud. Det er med til, at flere unge går i solarie, og det øger risikoen for, at flere får kræft, siger han.

quote Der er intet sundt ved at gå i solarie

Peter Dalum, projekchef i sol- og alkoholkampagner, Kræftens Bekæmpelse

Han medgiver dog, at spraytan - som nogle af Consols solcentre også udbyder - ikke umiddelbart har sundhedsmæssige konsekvenser.

- Spraytan giver en naturlig brunhed uden UV-stråling. Det har faktisk også en smule beskyttende effekt. Dog kun, hvad der svarer til en faktor to, siger han og fortsætter:

- Så der er ikke umiddelbart noget problem med at lade sig spraytanne. Jeg synes faktisk, at solcentre skulle holde sig udelukkende til det.

Consol Solcenter tilbyder dog ikke spraytan på Fyn, hvor annoncen også sendes ud.

Faktor 99

Ifølge Peter Dalum sender annoncen et signal om, at der er sundhedsmæssige fordele ved at tage en tur i solcentret.

- Der er intet sundt ved at gå i solarie. Det er rigtigt, at solarie frigiver D-vitamin, men det gør både kosttilskud og den naturlige sol også. Faktisk skal man ikke være ude meget mere end ti minutter om sommeren, før man har fået det D-vitamin, man kan optage i kroppen, siger han.

Vildledende markedsføring

I annonce-teksten skriver Consol Solcenter, at man altid bør bruge solcreme, når man opholder sig ude. 

- UV-strålingen i et solarie er den samme som den UV-stråling, der er ved Ækvator. Og i et solarie får du ovenikøbet sol på hele kroppen samtidig, så her er den faktisk værre, end hvis du er ude, siger Peter Dalum.

- Så at de skriver, at man skal smøre sig ind i solcreme, når man opholder sig ude, men ikke skriver, at man skal smøre sig ind i faktor 99 i solariet, det er vildledende. 

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Consol Solcenter. De er endnu ikke vendt tilbage.