Vilhelmsen: I må vente på ministernavne

Annette Vilhelmsen mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt søndag formiddag på Marienborg.

SF's nyvalgte formand, Annette Vilhelmsen, vil endnu ikke offentliggøre sin ministerliste.

Derfor må blandt andre skatteminister Thor Möger Pedersen vente lidt endnu på at høre, om han også er minister under den nye formand.

- Jeg sætter ikke navne på nu.

- Der bliver også noget at skrive om i morgen, siger Annette Vilhelmsen ved konventet, hvor hun lørdag er blevet kåret som formand efter sin sikre sejr over sundhedsminister Astrid Krag ved urafstemningen i partiet.

Søndag formiddag skal Annette Vilhelmsen mødes med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Her skal hun formentlig præsentere sin ministerliste for statsministeren. Bagefter er der et pressemøde, hvor resten af Danmark formentlig får at vide, hvad navnene er på de seks SF-ministre i regeringen.

Oversigt

    Oversigt