Vilhelmsen: Jesper P. kører skræmmekampagne

Annette Vilhelmsen beskylder SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, for at køre skræmmekampagne mod hende.

Kandidat til posten som SF's kommende formand, Annette Vilhelmsen, skyder nu tilbage mod partiets politiske ordfører Jesper Petersen.

Jesper Petersen har mandag i Jyllands-Posten kaldt det "helt uholdbart", at Annette Vilhelmsen tidligere har stemt blankt, da landsledelsen skulle tage stilling til hjørnestenene i regeringens økonomiske politik.

Men det er ren skræmmekampagne, lyder det nu fra Annette Vilhelmsen:

- Jeg synes det er ærgerligt, at Jesper ikke har villet kontakte mig, før han går til Jyllands-Posten, skriver Annette Vilhelmsen i en mail til Ritzau.

- Det vidner om, at han er ude i et andet ærinde end at få min forklaring, tilføjer hun.

Vilhelmsen afviser desuden, at hendes blanke stemme er udtryk for, at hun ikke bakker fuldt og helt op om regeringens økonomiske politik.

- Vedtagelsen var et "nedkog" af, hvad den tidligere landsledelse havde besluttet i løbet af det forgangne år. Jeg sad ikke i landsledelsen på det tidspunkt, lyder det fra Annette Vilhelmsen.

- Jeg fandt det rigtigt, at det var de personer, der havde truffet beslutningerne i løbet af året, der tog stilling til dem, tilføjer hun.

Søndag tørnede Annette Vilhelmsen og hendes modkandidat til formandsposten, sundhedsminister Astrid Krag, sammen til det sidste i rækken af debatmøder med SF's medlemmer.

Her sagde Astrid Krag, at Vilhelmsens linje kan true regeringssamarbejdet.

- Det var ikke en afstemning for eller i mod regeringens økonomiske politik, som jeg loyalt har støttet under alle afstemninger i Folketinget og fremlagt på talerstolen, forklarer Annette Vilhelmsen.

Oversigt

    Oversigt