Villarreal-spion smidt væk fra OB-træning

OB-træner Henrik Clausen var ikke tilfreds med, at Villarreal spionerede under mandagens træning.

OB følte sig nødsaget til at smide en spansk spion fra Villarreal, som er onsdagens modstander i Champions League-kvalifikationen, væk fra mandagens træning.

OB-træner Henrik Clausen spottede selv den uvelkomne gæst og kalder besøget til OB's træning for dårlig moral.

- Det er næppe ulovligt, og anlægget hernede er jo åbent. Det er nok anderledes i Spanien og andre lande, hvor det er indhegnet, og hvor der er vagter og pigtråd.

- Under alle omstændigheder synes jeg, det er uetisk og dårlig moral at spionere på vores træning. Det var ikke sket i eksempelvis britisk fodbold, siger Henrik Clausen til fyens.dk.

- Men nu ved vi så, at det er den slags tricks, der bliver brugt, og så må vi indrette os. Men vi bryder os ikke om det, fortsætter OB-træneren.

OB's anlæg og baner i Ådalen i Odense er kommunalt ejet og derfor åben for fans, medier og tilfældigt forbipasserende.

De to møder med Villarreal afgør, om OB får en plads i Champions Leagues gruppespil for første gang i klubbens historie.

Fynboerne har allerede elimineret græske Panathinaikos.

Oversigt

    Oversigt