Villarreal-træner er ligeglad med Utaka

Villarreal påtager sig favoritværdigheden mod OB. Spanierne har stor respekt for fynboernes fysik.

Onsdag løber OB's spillere ind til det første af to opgør mod Villarreal, hvor der er en billet til gruppespillet i Champions League på højkant.

Spanierne ved godt, de er storfavoritter.

- Vi ved, vi er favoritter. Alle omkring klubben ser os som kæmpefavoritter, men det ændrer ikke på, at vi har stor respekt for OB.

- Vi skal møde et godt hold, som har slået en anden stærk modstander ud. Så vi vil gå ind til kampen, som vi altid gør, vi vil spille vores eget spil og derigennem vise, at vi er det bedste hold, siger træner Juan Carlos Garrido ifølge www.ob.dk.

En skadet Peter Utaka er yderst tvivlsom. Selv forventer han ikke, at han kan spille, men han skal testes op til kampen. Spanierne synes dog ikke at bruge ret meget krudt på, om de skal møde et OB-hold med eller uden Utaka.

- OB har et godt kollektiv og en god organisation, så jeg er sikker på, at de stiller med de bedste spillere. Om Utaka er med eller ej, så er OB et godt hold, som står godt på banen, så det gør ikke den store forskel, siger Garrido.

Han føler sig sikker på, at Villarreal-spillerne er klar til kamp, selv om den spanske liga ikke er i gang endnu. Samtidig roser han fynboernes fysik.

- I Champions League er det kun de bedste hold, der er med, og der er mange forskellige hold med mange forskellige måder at spille på. OB er et stærkt fysisk hold, vi er gode teknisk.

- Alle spiller med de kompetencer, de har, men yder vi vores bedste, så er jeg også sikker på, at vi går videre, siger Garrido, der ikke vil gå efter sejren for enhver pris i onsdagens første kamp på Fyn.

- Selvfølgelig vil vi helst vinde kampen, men det vigtigste er, at der er en kamp nummer to i Spanien, hvor jeg forventer, at vi kan afgøre det, siger han.

Kampen begynder klokken 20.45. Der er returkamp i Spanien 23. august.

Oversigt

    Oversigt