Vindmøllerne ved Storebælt kan blive dine

Sund & Bælt ændrer strategi og vil fokusere på kerneforretningen omkring vedligehold og drift af blandt andet Storebæltsbroen.

Har du, hvad der svarer til noget mere end overskuddet på et almindeligt husholdningsbudget, så kan de prægtige syv havvindmøller ved Sprogø blive dine.

Sund & Bælt ændrer nemlig strategi og sætter nu de syv havmøller nord for Sprogø i Storebælt til salg. Koncernen vil i højere grad fokusere på kerneforretningen omkring vedligehold og drift af blandt andet broerne over Storebælt, Øresund og i fremtiden Femern Bælt.

Havmøllerne sælges gennem et åbnet udbud for at sikre en bred skare af danske og udenlandske interesserede købere og for at opnå den bedste pris.

- Vi vurderer, at det er et godt tidpunkt at sælge vindmøllerne på, da der er en stigende opmærksomhed omkring vigtigheden af grøn energi i både Danmark og Europa. Den dagsorden er vi også selv en del af, men vi tror samtidig, at parken kan drives mere effektivt af en større spiller i markedet, siger Sund & Bælts administrerende direktør Mikkel Hemmingsen til Sundogbaelt.dk.

25 millioner får et drive by-kig

Møllerne ses årligt af godt 25 millioner rejsende, der årligt passerer Storebæltsforbindelsen enten i bil eller tog.

Sprogø Havmøllepark startede produktionen sidst i 2009 og genererer årligt cirka 66 millioner kWh - hvilket svarer til det årlige elforbrug i mere end 16.000 parcelhuse.

Den strøm som ikke anvendes til driften af anlæggene på Storebæltsforbindelsen leveres til elmarkedet. 

Ifølge Sund & Bælt har møllerne en såkaldt oppetid på 98,8 procent, som er blandt det højeste for Vestas samlede bestand af havmøller af denne type i hele verden.

Energistyrelsen har indtil videre givet en tilladelse til at producere grøn strøm med møllerne frem til 2034

Oversigt

    Oversigt