Flere færger aflyst: Vindstød af stormstyrke rammer Fyn

Det bliver en meget blæsende dag i det fynske. I løbet af dagen vil vinden tage til i styrke og blive med vindstød af stormstyrke.

Opdatering
Clock25. feb 2020, kl. 10:42
ÆrøXpressen, der sejler mellem Marstal og Rudkøbing, oplyser, at deres afgange fra Marstal 12.30 og 14.30 er aflyst på grund af blæst. Det samme er afgangene fra Rudkøbing 13.30 og 15.30.

Endnu en gang kan fynboerne se frem til en dag med kraftigt blæsevejr.

Et nyt kraftigt lavtryk udvikler sig nemlig tæt på Danmark, og Fyn kan se frem til en rusketur.

- Vi har allerede nu set vindstød af stormstyrke lige vest for Fyn, og det kommer efterhånden også til Fyn, siger Jens Ringgård fra TV 2 Vejret.

Vinden kommer fra en sydvestlig retning, og temperaturen vil ligge på cirka fem graders varme. Lavtrykket, som skaber de kraftige vindstød, passerer lige nord om Fyn, og det er især på den vestlige og nordlige del af Fyn, vinden vil være kraftigst.

- Det kan måske også vælte et par træer, og det kan godt genere i trafikken, fortæller Jens Ringgård.

Trafikken påvirkes

Vinden har også allerede påvirket den fynske trafik. Ærøfægerne har nemlig aflyst alle afgange mellem Søby og Fynshav i begge retninger resten af dagen.

Derudover fraråder Vejdirektoratet også vindfølsomme køretøjer at køre over Svendborgsundbroen på grund af kraftig blæst. Vinden forventes at aftage i løbet af natten til onsdag.

DMI har også været ude og advare mod vindstød af stormstyrke i netop Middelfart, Nordfyn og Kerteminde.

Udover den kraftige vind som tirsdag rammer Fyn, vil vejret også være meget vekslende. Der kommer flere byger, og nogle af dem kan risikere at være med hagl. I ny og næ vil der være korte perioder med ophold i regnen, og her kan man med lidt held få solen at se. 

I aften vil temperaturen være mellem to og tre grader, og så vil der være en lille risiko for, at der kan komme en vinterlig byge.