Vintervejr over Fyn - mange fynboer stået op til sne

Flere steder i landet er der faldet sne i nat. Især på Vestfyn er der kommet en del sne.

Mange fynboer er søndag stået op til sne på bilen, taget og græsplænen. Ikke nødvendigvis ret meget, men det er der.

Samtidig er der flere steder stadig frostvejr, så Vejdirektoratet advarer søndag formiddag mod sne- og isglatte veje over hele Fyn.

Et område med snebyger har i nat trukket ned over den sydlige- og østlige del af landet, og det har givet snevejr flere steder i Syd- og Sønderjylland, på Fyn, samt på Sjælland og Lolland-Falster.

Lokalt er der faldet et par centimeter sne, hvor der er kommet mest - og i alt ligger der mest sne på vestlige Fyn og Sjælland, hvor der ifølge TV 2 Vejret meldes om op mod fem centimeter sne.

Har du sne hos dig? Send dit snebillede til redaktionen@tv2fyn.dk.

Snedybder i Danmark den 4. februar 2018 - tidlig morgen. 
Snedybder i Danmark den 4. februar 2018 - tidlig morgen. 
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mere sne - eller tøsne

Ifølge TV 2 Vejret har vinden i løbet af natten bevæget sig rundt om det lavtryk, der har givet snevejret, og i stedet for mere frost og sne giver det let tøvejr over den sydøstlige del af landet, hvor en del af nedbøren derfor nu falder som tøsne eller slud.

DMI's vejrudsigt for søndagen peger derimod på mere sne over Fyn. I morgen- og formiddagstimerne forudser DMI, at der flere steder kan komme sne, ellers bliver det mest tørt vejr med en del skyer. 

I aften og i nat vil der stadig komme enkelte lette snebyger over Fyn, men efterhånden forsvinder skyerne, og det klarer op. Temperaturen i løbet af søndagen bliver mellem frysepunktet og to graders frost. Natten til mandag kan temepraturen komme ned på minus fem grader. 

 

Oversigt

    Oversigt