I det fynske folks tjeneste

Virolog: Ny corona-mutation rammer på et dårligt tidspunkt

Det første tilfælde af den sydafrikansk variant af coronavirus er konstateret i Danmark, og det bekymrer virolog.

Dansk virolog er bekymret over, at den nye, sydafrikanske corona-mutation er fundet i Danmark. Foto: Etienne Laurent/EPA/Ritzau Scanpix

Det er et meget dårligt tidspunkt, en sydafrikansk og mere smitsom coronavariant bliver konstateret i Danmark.

Man skal efter min bedste opfattelse anlægge meget vide kriterier for, hvem der er kontakter. Hellere få testet en for meget end en for lidt

Allan Randrup Thomsen, virolog, Københavns Universitet

Det siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

- Det er rimelig bekymrende. Det er et meget dårligt tidspunkt rent epidemimæssigt, at vi får introduceret denne variant, for den har nogle af de samme egenskaber som den britiske mutation, siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

- Den er mere smitsom. Det er klart, at det ønsker vi ikke at have lagt oveni den situation, vi i forvejen står med.

Han henviser til, at en britisk og særligt smitsom variant af coronavirusset allerede har spredt sig.

Mens den britiske variant vurderes at være 50-74 procent mere smitsom - men ikke fører til alvorligere sygdomsforløb - er det mere sparsomt med oplysninger om den sydafrikanske coronatype, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Læs også Ny strategi på plads: 20.000 syddanskere skal vaccineres om dagen fra april

Man ved, den er mere smitsom, men virologen er ikke bekendt med håndfaste data på, hvor meget mere den smitter. Dog menes den heller ikke at føre til mere alvorlige sygdomsforløb end de varianter af coronavirus, verden hidtil har set.

Svært at vurdere, om nu virus kan holdes i skak

Det er Statens Serum Institut, der lørdag har meldt ud, at det første tilfælde af smitte med den sydafrikanske mutation er bekræftet i Danmark.

Den smittede er fra Sjælland. Smitten forbindes med en rejse til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Allan Randrup Thomsen opfordrer til, at man med det samme sørger for at "støvsuge landet" for alle nære kontakter til den smittede - og lidt til.

- Man skal efter min bedste opfattelse anlægge meget vide kriterier for, hvem der er kontakter. Hellere få testet en for meget end en for lidt, siger han.

Læs også Første plejehjemsbeboere får andet skud coronavaccine søndag

Men det er, siger virologen, meget svært på nuværende tidspunkt at vurdere, om smitten med den sydafrikanske variant kan holdes i skak.

Den sydafrikanske variant er døbt B1351/501Y. De sydafrikanske myndigheder fortalte første gang om varianten 18. december.

Den har ifølge myndighederne udgjort en stigende andel af alle de positive prøver i Sydafrika fra midten af oktober og frem.