VM for starbåde i Svendborg

Svendborg bliver vært for VM for den klassiske bådtype, starbåd, i sommeren 2017 med deltagelse af op til 100 både.

Det internationale Starbådsforbund har udpeget Troense Bådelaug til at stå for arrangementet i konkurrence med steder som Monaco, St. Tropez og Napoli, oplyser Udvikling Fyn.

Medvirkende årsag er erfaringer fra tidligere stævner, blandt andet starbådsstævnet District 13 Championship i 2014, og et godt samarbejde mellem Troense Bådelaug, Sport Event Fyn, Sport Event Denmark og SvendborgEvent.

Der forventes deltagelse af mellem 70 og 100 starbåde, og mange af sejlerne tager familien med, så Svendborg kan se frem til omkring 500 gæster i juli 2017.

Klassen starbåd blev konstrueret i 1911 og var OL-klasse fra 1932 til 2012.

Af kendte starbådssejlere kan nævnes Paul Elvstrøm, som vandt VM to gange samt flere medlemmer af Kennedy-familien, blandt andre tidligere præsident John F. Kennedy.

Oversigt

    Oversigt