Voldelige fynboer fik peberspray

Fyns Politi havde en rigtig travl aften og nat. Og pebersprayen blev brugt mod en påvirket teenager, en fuld knivfægter og en hidsig hustru.

Fuld teenager og knivfægter

En kun 17-årig dreng var den første, der fik sprøjtet peber i ansigtet. På Falen i Odense var han stærkt påvirket i fuld gang med at smadre vinduer og udøve hærvæk, da politiet fik fat på ham. Det ville han ikke finde sig i og slog ud efter en betjent, der blev nødt til at trække pebersprayen mod teenageren.

- Selvom han er under 18 år og vi normalt ikke vil have hans slags, så var han ikke egnet til at være andre steder end detentionen, fortæller vagtchefen.

I Vestergade rendte en fuld og påvirket 35-årig mand rundt og fægtede med en 14 cm lang brødkniv. Da betjentene forsøgte at anholde manden, gjorde han så meget modstand, at han også fik en tur med pebersprayen.

- En kombination med en kniv på den længde og en påvirket mand - det er ikke heldigt. Men heldigvis skete der ikke noget, konkluderer vagtchef Hans Frederiksen.

Den 35-årige røg en tur i detentionen for at køle af.

Hidsig hustru

Efter Tracy Chapman-koncerten fredag aften i Den Fynske Landsby blev Fyns Politi kontaktet af sikkerhedsvagterne. De havde problemer med at tilbageholde en 27-årig mand, der var voldelig over for vagterne.

Men det var ikke manden, der fik peberspray - det var hans 26-årige hustru.

- Hun blev rigtig sur og sparkede en betjent på låret, så hun er blevet sigtet for vold mod politiet, fortæller vagtchefen. 

Regler for peberspray

Oversigt

    Oversigt