Voldsoffer kæmper for sin førlighed

Den 60-årige Ib Johannes Hansen kæmper stadig for at kunne klare sig selv efter at han blev udsat for et brutalt røverisk overfald i Vollsmose i maj 2013.

Onsdag er det præcis et år siden to teenagere blev dømt for et ualmindeligt groft røverisk overfald på Ib Johannes Hansen, da han luftede sin nabos hund på stisystemet ved B 1909?s boldbaner i Vollsmose.

Han blev slået og sparket så voldsomt, at han i længere tid blev holdt kunstigt i koma, og endnu den dag i dag er han hjerneskadet og delvist lam.

Hver dag kæmper han for at vende tilbage til livet med timers genoptræning på et rehabiliteringscenter i Odense.

- Jeg ønsker blot at kunne komme til at gå selv - om et så bare er med krykker, siger han.

En 17-årig mand fik to års fængsel, og en 15-årig fik 15 måneders fængsel, mens en tredje på 16 år blev frifundet i den såkaldte hundeluftersag.

I de to dømtes straf indgik også straf for andre forhold.

Dommene vakte dengang stor harme i befolkningen, som fandt dem alt for milde.

Den frifundne 16-årige fik efterfølgende en erstatning på 84.000 kroner, fordi han havde siddet varetægtsfængslet i 144 dage og blandt andet missede sit 9. klasse skoleår, men altså blev frifundet.

Ib Johannes Hansen fik af retten tilkendt en samlet erstatning på 44.096, 48 kroner.

Se mere om sagen på TV 2/FYN onsdag klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt