Voldtægt i Odense

En 38-årig kvinde anmeldte natten til fredag, at hun blev voldtaget i sin egen lejlighed i Odense.

Klokken 03.20 natten til fredag fik Fyns Politi et opkald fra den 38-årige kvindes overbo på Fruens Bøge Allé i Odense.

Overboen havde hørt bankelyde og klageskrig fra den 38-åriges lejlighed, og hun havde også hørt en bil køre væk.

Da politiet nåede frem, fandt de den 38-årige med en blodig flænge i baghovedet og hun virkede usammenhængende og forvirret.

Betjentene kørte hende på skadestuen, hvor hun blev syet med otte sting.

Undervejs fortalte hun, at hun var blevet voldtaget af to mænd - en dansker og en mulat.

Politiet har foretaget undersøgelser både af kvinden og hendes lejlighed for spor af voldtægt og afventer at kunne afhøre hende mere grundigt.

Det har ikke været muligt hidtil på grund af hendes forvirrede tilstand, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Kvinden er indlagt på OUH med hjernerystelse.

Oversigt

    Oversigt