Weekendsne: Fynboer bør forberede sig på snestorm

Flere prognoser lover sne til hele landet i weekenden. Søndag er der risiko for regulær snestorm.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) vil et kraftigt snefald ramme Fyn fredag, og flere prognoser er enige om, at hvidt nedbør vil falde fra himmelen. De er dog ikke helt enige om, hvor meget og hvor voldsomt vejret bliver i den kommende weekend.

Der er, hvis man spørger Per Christiansen fra TV 2 Vejret, stor chance for, at mange lørdag morgen vågner op til sne på marker og veje.

 

Prognose af snemængder efter fredagens snevejr.
Prognose af snemængder efter fredagens snevejr.
Foto: TV 2 VEJRET

 

- Der er udsigt til en hvid, vinterlig weekend med snebyger ud på lørdagen, fortæller han. 

Uenige prognoser

Søndagens prognoser er lidt mindre sikre end lørdagens. Enten bliver weekendens sidste dag en våd en af slagsen med slud, regn og frisk vind - eller også rammes Danmark af endnu mere sne, hvor der indtil søndag aften kan falde mellem 15 og 20 centimeter sne over de sydlige egne. Kombineret med kraftig vind, er der stor risiko for snefygning. 

- Søndag kommer der måske flest snebyger og bemærk, hvordan det blæser op til kuling, siger Per Christiansen. 

Kombinationen af blæst og mere end ti centimeter sne på seks timer er det, der betegnes som snestorm - og som ifølge den ene prognose meget vel kan blive udgangen på weekendens vejr.

I et varsel fra DMI skriver vagthavende, at hele landet skal forberede sig på snestorm søndag og mandag. Du kan følge vejrsituationen hos enten TV 2 Vejret eller DMI.

Oversigt

    Oversigt