Weekendvejret bliver køligere - men varmen kommer hurtigt igen

Lørdagen og søndagen bliver med lavere temperaturer end de seneste dage. Allerede i næste uge kommer varmen tilbage til Fyn.

Efter flere dage med høje temperaturer, næsten ingen vind og masser af solskin byder lørdagen på noget anderledes vejr.

Og flere fynboer har allerede oplevet ændringen fra natten og de tidlige morgentimer. Der er nemlig faldet regn på Fyn flere steder, og især på Sydfyn kan der fra morgenstunden stadig være byger fra nattens koldfront.

- Temperaturer på en 14-15 grader fra morgenstunden, og så i løbet af dagen kommer temperaturen opad. Vi får også mulighed for solskin og tørvejr, men jeg kan ikke udelukke, der kan komme en enkelt byge forbi i løbet af dagen, siger TV 2 Vejrets Lone Seir. 

De rigtig heldige fynboer - hvis man godt kan lide varme - kan få op til en 18 graders varme i løbet af lørdagen. 

Derudover er det mere blæsende med en frisk til hård vind fra vest og nordvest, som fynboer ved kysten mærker mest til. 

Varmen kommer igen

Flere fynboer har i de sidste dage også udnyttet vejret og taget en tur på stranden. Men selvom hverken lørdagen eller søndagens vejr ligefrem byder på strandvejr, så skal man vente med at pakke badetøj og standhåndklæder for langt væk. 

De høje temperaturer vender nemlig tilbage allerede i næste uge. 

- Mandag ser varm ud, tirsdag bliver en anelse køligere og så midt i næste uge på onsdag bliver det endnu varmere, siger Lone Seir. 

Ifølge TV 2 Vejrets prognoser kan det blive helt op til 25 grader på onsdag. 


 

Oversigt

    Oversigt