Ydmygende AaB-gensyn for Kent Nielsen: OB tabte 1-5

OB og træner Kent Nielsen indkasserede to mål på få minutter i første halvleg og endte med at tabe 1-5 til AaB

Kent Nielsen havde stor succes som AaB-træner, hvor det blandt andet blev til et dansk mesterskab.

Så det var en speciel kamp for den tidligere europamester, da han nu som OB-træner var på besøg i Aalborg mandag aften. Det endte dog med et trist gensyn for Kent Nielsen, da OB tabte med hele 1-5.

AaB avancerede med sejren til andenpladsen med 10 point efter seks kampe i Alka Superligaen. FC Midtjylland topper rækken med 14 point.

AaB's kantspiller Thomas Enevoldsen headede 1-0-føringen ind efter ni minutter på et fint indlæg fra den modsatte kantspiller Nikolaj Thomsen.

I situationen snorksov Oliver Lund, da OB-højrebacken regnede med, at Michael Tørnes ville komme ud af sit mål. Og den fejldisposition fra Oliver Lund udnyttede Enevoldsen.

Syv minutter senere fordoblede Kasper Risgård føringen, da AaB's centrale midtbanespiller stod godt placeret efter et indøvet hjørnespark, hvor Kenneth Emil Petersen fik snittet bolden videre.

OB-træner Kent Nielsen pillede Oliver Lund ud i pausen og satsede offensivt med indskiftningen af angriberen Kenneth Zohore.

Rasmus Falk var tæt på at reducere kort inde i anden halvleg, men skuddet gik lige over mål. Og kort efter måtte U21-landsholdsspilleren lade sig udskifte med en skade.

Enevoldsen var tæt på at score igen, da han forsøgte sig med et indlæg, der ramte OB'eren Mohammed Diarra og efterfølgende prellede af på undersiden af overliggeren.

AaB skulle dog ikke vente meget længere på endnu et mål.

Det skrøbelige og usikre OB-forsvar gav igen alt for meget plads, og det takkede AaB-angriberen Lukas Spalvis for med et meget nemt mål til 3-0 efter 58 minutter.

OB svarede igen fire minutter senere, da Emil Larsen fyrede kanonen af og reducerede til 1-3 på et fremragende langskud i Cristiano Ronaldo-klassen.

I slutminutterne øgede Risgård og indskiftede Frederik Børsting til 4-1 og 5-1 efter et tungt nordjysk pres.

Flere mål blev der ikke scoret i kampen, der endte som en ydmygelse for OB. Fynboerne er placeret på en niendeplads med syv point efter seks kampe.

Oversigt

    Oversigt