YouTube blokerer sydfynsk video

"Sydfyn Style" er fjernet fra YouTube efter krav om brud på ophavsret fra Universal Music.

Videoen "Sydfyn Style" blev noget af et viralt vidunder, da syngende og dansende borgmestre gik land og rige rundt på nettet og ikke mindst i medierne. Men nu har webportalen YouTube blokeret for filmen, skriver fyens.dk mandag.

I stedet for videoen flyder denne besked over skærmen: Denne video er ikke længere tilgængelig på grund af et krav om ophavsret fra Universal Music Publishing AB.

Projektleder Susanne Linnet Aagaard fra Fremtidsfabrikken, som har produceret filmen, afviser, at der er sket en overtrædelse af ophavsretsloven:

- Vi mener ikke, de kan gøre et retskrav gældende, da det ikke er en reklamefilm, siger hun til fyens.dk.

I "Sydfyn Style" synger fire sydfynske borgmestre en tekst om Sydfyn på melodien til megahittet "Gangnam Style". Samtidig forsøger borgmestrene sig udi de notoriske hoppende dansetrin, som den sydkoreanske rapper Psy udfører i musikvideoen.

Ifølge Susanne Linnet Aagaard blev videoen dog ikke lavet med et kommercielt formål, men derimod som en velkomstfilm til en undervisningsdag om branding af Sydfyn med hold af kreative iværksættere og kommunale medarbejdere.

At filmen gik viralt, var blot en sidegevinst.

- Selvfølgelig har vi været glade for omtalen. Det ville være fjollet ikke at være det, siger hun.

Susanne Linnet Aagaard vil nu undersøge om, hvorvidt ophavsretten er krænket i juridisk forstand. For hun synes, det er synd, hvis videoen ikke kan få lov at florere på internettet fremover.

- Vi er jo ikke noget kommercielt dyr, der misbruger musikere. Det er ikke missionen, siger hun til fyens.dk.

Oversigt

    Oversigt