Zoo-strid om navne til dyr

Zoologiske haver bør principielt afstå fra at give dyrene navne, mener zoo i Odense og København. Men i Kerteminde hedder marsvinet Freja.

Den nye lille marsvinekalv bliver lørdag navngivet på Fjord&Bælt-centret i Kerteminde. Den lille unge er en sensation, der har givet anerkendelse verden over, men navngivningen af den lille ny vækker ikke begejstring hos de zoologiske haver i København og Odense. De vil helst undgå at give dyrene navne, skriver Ritzau. 

 - Jeg mener, det er et misforstået natursyn at begynde at lave navngivnings-events for dyr. Det er at gå for vidt, siger Flemming Nielsen, chef for dyreafdelingen i København Zoo.

I København navngiver de som udgangspunkt ikke dyr.
 - For mig at se er det første skridt på vejen til at menneskeliggøre dyrene. Og den form for personificering er ikke ønskelig, siger Flemming Nielsen til Ritzau.

Nogle af de 2000 dyr i København Zoo har dog navne - blandt andre elefanterne, men der er mest på grund af tradition og af nemheds skyld for dyrepasserne, der har kontakt med dem.
 - Det er jo ulige nemmere at sige til en elefant "Ida - gå bak" end "nummer 782-5 - gå bak", forklarer Flemming Nielsen.

Odense Zoo giver ikke dyr navne

Fjord&Bælt i Kerteminde ser ikke noget problem i at navngive stedets sæler og marsvin.
 - Det er en tradition begrundet i den personlige kontakt, vores personale har med dem. Det vil være uhensigtsmæssigt ikke at have, og jeg tror ikke, vi risikerer at menneskeliggøre dem ved at navngive dem. Jeg kan ikke se den store forskel, når dyrepasserne i zoo alligevel har navne for dyrene, siger Kathrine Gabriel, direktør i Fjord&Bælt til Ritzau.

Odense Zoo ønsker ligesom kollegerne i København ikke at give dyrene navne.
 - Vi vil hellere have fokus på arten end på individet. Vi vil gerne formidle viden om dyrene, og ved at give dem navne er der en fare for, at vores besøgende begynder at identificere sig med det enkelte dyr og måske ligefrem tillægger det menneskelige egenskaber, siger zoolog Bjarne Clausen til Ritzau.
 
Odense Zoo fik for nylig en søko-unge, men den har ikke noget navn og får det heller ikke.
- Vi er ikke hysteriske, men dyr er dyr, og det skal de blive ved med at være. Måske ville publikumsinteressen og indtjeningen være større, hvis vi gik over stregen ligesom Berlin Zoo med isbjørneungen Knut, men det ville i vores øjne være helt forkert, siger Bjarne Clausen.

Oversigt

    Oversigt