Gasledning tværs over Fyn: 225 fynske lodsejere får besøg af Energinet

Cirka 225 fynske lodsejere får besøg af Energinet i nærmeste fremtid. Energinet vil sikre, at gasledningen Baltic Pipe er til mindst mulig gene.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets selvstændige virksomhed Energinet ser gerne, at 80 kilometer af gasrørledningen Baltic Pipe graves ned på Fyn.

Omkring 225 fynske lodsejere kan blive berørt af projektet, og derfor vil Energinet i de kommende uger og måneder kontakte de børte lodsejere.

Det skal sikre lodsejernes planer om eventuelle udvidelser på grunden, og om der er særlige drænforhold, forklarer afdelingsleder i Energinets afdeling Arealer og Rettigheder, Ole Daugaard Buhl.

- Vi vil gerne ud og tale med hver enkelt lodsejer for at blive klogere på, om der er særlige forhold som gør, at gasrørledningen ikke kan placeres i det foreløbige trace, som Energinet arbejder med lige nu, siger han i en pressemeddelelse.

Besøg senest i november

Baltic Pipe er et forslag om en ny gasrørledning, der kan forbinde de eksisterende norske gasrør i Nordsøen med de danske og polske gassystemer, så norsk gas kan flyde til Danmark og Polen. 

I alt rammes op mod 550 lodsejere på landsplan af gasrørledningen. Allerede her i juli vil Energinet kontakte de første af de cirka 180 sjællandske, 190 jyske og 225 fynske lodsejere.

Energinet forventer at have besøgt samtlige lodsejere inden november.

Oprindeligt er cirka 1.100 lodsejere i et bredt "projektbælte" blevet informeret om Baltic Pipe-projektet, men ikke alle ender med at få gasrør gravet ned på jorden. Derfor bliver alle 1.100 ikke ringet op for at aftale besøg. Energinet besøger kun de lodsejere, der er direkte berørt af ledningen.  

Oversigt

    Oversigt