Havmøller: Sønderborg skader det gode naboskab

Planerne om en havvindmøllepark i Lillebælt er ødelæggende for det fælles regionale samarbejde mellem Als og Fyn, siger TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Sønderborg Kommunes planer om at etablere en kæmpe havvindmøllepark i Lillebælt kun cirka fire kilometer fra den fynske kyst har slået alvorlige skår i det gode naboskab, der historisk har været på tværs af farvandet. 

- Vreden er rettet mod Sønderborg Kommune, som via sit forsyningsselskab i følge borgerne har optrådt med stor arrogance. For eksempel har borgmesteren på Als sagt, at fynboerne bare kan kigge den anden vej, hvis de ikke kan lide at se på vindmøller. Og direktøren i Sønderborg Forsyning har på informationsmøderne på Fyn haft svært ved at skjule sin irritation, når borgernes frustrationer har fået frit løb, siger TV 2/Fyns poltitiske kommentator Jesper Buch.

 

 

Modstanden vokser

Nu er også det vestfynske erhvervsliv gået ind i kampen mod vindmøllerne. En række lokale erhvervsfolk i Assens og Faaborg-Midtfyn kommune har samlet 200 virksomheder, der alle mener, at vindmølleparken vil få store konsekvenser for virksomhedernes mulighed for at tiltrække arbejdskraft. 

quote Man er begyndt at udtrykke bekymring for, hvad havmølleprojektet kan få for bestræbelserne på at skabe folkelig opbakning til for eksempel en bro mellem Als og Fyn.

Jesper Buch, politisk kommentator, TV 2/Fyn

Torsdag morgen kom energiminister Lars Christian Lilleholt (V) på banen med en opfordring til Sønderborg om at droppe projektet på grund af den massive modstand.

- Modstanden vokser stærkt i omfang. Jeg har de seneste dage talt med en del borgere og virksomheder, og nu begynder nogle at stille spørgsmål ved et helt andet projekt, nemlig de fynsk-jyske bestræbelser på at skabe en fast forbindelse mellem Als og Fyn, siger Jesper Buch.

 

 

- Man er begyndt at udtrykke bekymring for, hvilken betydning havmølleprojektet kan få for bestræbelserne på at skabe folkelig opbakning til for eksempel en bro mellem Als og Fyn. Mange vil gerne holde tingene adskilt, mens andre siger, at det ikke ligefrem gavner den forståelse og tillid, de to landsdele hidtil har haft med hinanden, siger Jesper Buch.

- Det er ret alvorligt, fordi de to landsdele har en fælles interesse i at politikere, borgere og erhvervsliv kan stå sammen. Ikke kun, når det drejer sig om at skabe folkelig opbakning til en Als-Fyn-bro, men også når det gælder mange andre sager af fælles regional interesse. Men det kræver et godt naboskab, og det risikerer Sønderborg kommune at sætte over styr, forklarer Jesper Buch. 

Als og udsigten

Sønderborg Kommune skriver "udsigt i verdensklasse" på kommmunens konvolutter
Sønderborg Kommune skriver "udsigt i verdensklasse" på kommmunens konvolutter
Foto: Sønderborg Kommune

Vindmølleparken møder ikke samme folkelige modstand i Sønderborg Kommune, men det skyldes i følge borgerne på Vestfyn, at Als "vender ryggen" til vindmølleparken, som kommer til at ligger i nordøstlig retning og dermed ikke vil være synlig på samme måde, som den bliver på Fyn. 

- På kommunens brevpapir står der "Sønderborg - udsigt i verdensklasse". De sætter fuldt forståeligt stor pris på deres egen udsigt ned over Flensborg Fjord, men vi andre får så at vide, at vi bare kan kigge den anden vej. Det er topmålet af arrogance, siger Anders Lindskov fra Helnæs, som er formand for Miljøorganisationen Red Lillebælt.

Oversigt

    Oversigt