Aura: Heartland-samtalerne giver mig en følelse af tryghed

På Heartland er folk tilstede, de har noget på hjertet, og det er fantastisk. Sådan lyder ordene fra Aura, der lige nu gæster Heartland Festival.

Den danske platinsælgende musiker Aura er på Heartland Festival. Og det er hun især for at høre festivallens samtaler.

- Jeg synes, at det med at lytte til folk, der rent faktisk er eksperter inden for et område, er enormt betryggende. Vi lever i en en reality-kultur, hvor der er rigtig mange mennesker, der får taletid, som egentlig ikke har særligt meget på hjertet. Så det er enormt rart at komme på en festival, hvor setuppet tangerer lidt højere. Man forventer mere af folk som lyttere på Heartland. Og jeg oplever, at folk har en lyst til at lytte, fortæller hun til TV 2/FYN.

Og det var særligt samtalen mellem Marina Abramovic og Tal R på Heartland, som Aura Dione havde glædet sig til.

- Jeg er stor beundrer af Marinas arbejde, og det er en sensation, at hun er her. Hun er jo den første selvudnævnte performancekunstner. Hun har bare en utrolig karisma og energi, og det er altid fantastisk at mærke så gammel en sjæl live.

Vi lever i en en reality-kultur, hvor der er rigtig mange mennesker, der får taletid, som egentlig ikke har særligt meget på hjertet.

Aura er kommet på festivaler, siden hun blev født og har indtil videre spillet på 200-300 festivaller. Alligevel synes hun, at Heartland er noget særligt. 

- Jeg synes, at stemningen her på Heartland er helt utrolig god. På førstedagen er der altid rent og pænt på en festival, og jeg kan godt finde på at gå op i, om der bliver ved med at være pænt. Og det synes jeg virkelig at her er. Folk er gode til at passe på miljøet og omgivelserne.

Det er særligt folks tilstedeværelse, som Aura holder af på Heartland.

- Folk lytter rent faktisk til musikken. Jeg har stort set ikke set en eneste mobiltelefon. Alt det der med selfier og sådan, det ser man ikke så meget her. Folk er meget tilstede her, og her er bare rigtig, rigtig rart. Her er en fantastisk god og meget kærlig energi, siger hun til TV 2/FYN.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt