Picnic med surprise-didgeridoo

Oppe fra dalen ligger meget passende Heartland-festivalens Highland-scene, og her i henrivende og solslikkende omgivelser sprang de melbournesiske brødre Jack og Pat Pierce på scenen for at ruske godt op i de Heartlandske bare ben, fulde skæg og sveddryppende brilleglas.

 

Fire ud af seks stjerner til Pierce Brothers, Heartland Festival, highland Stage, Egeskov

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Der var picinic foran festivalens første koncert, men Pierce Brothers var fast besluttede på at blæse os omkuld med hastig indiepop. Det er bare vanskeligt at blæse nogle, som allerede sidder på jorden omkuld.

Brødrenes bagkatalog var pumpet op til dans og fællesklap og ved hjælp af et trommesæt betjent af en stående Jack og en guitar betjent af Pat fik vi serveret en discount-udgave af Mumford & Sons på bedst mulige måde. På plade dækker et Pierce Brothers et bredere spekter fra charmerende Americana til afslappende solskins-folk-pop a la Whitest Boy Alive. Her på Heartland fik stemmebåndet tæsk, og der var ikke mange nuancer at spore i sættet. Det var let og ligegyldigt, men enormt energisk med trommestikker, der stak af sted mod guitar og publikum samt en mundharmonika, der blev fellateret i rendyrket vildskab.

Det hele fungerede dog alligevel ret godt under “Overdose” fra Into The Dirt-ep’en. Der opstod nogle helt særlige hæse harmonier mellem de to, og sangen tog form som en popsmasker, der fik hele skovtursfolket til ufrivilligt at rokke med på et effektivt “åh-uh-åh” kor. Også Genevieve med en vittig “la-da la-da” og en bragende mundharmonika-solo fik lidt medvind fra picnic’en. Det var, som om bandet var tvunget til at holde en stemning kørende, som aldrig var opstået i første omgang, og i stedet for at introducere den lidt finere lyd fra Blind Boys Run forblev de insisterende og Jack tog endda en halvhjertet tur ned til publikum uden meget umpf.

Jeg vil vove at påstå, at Mumford Light havde spillet langt bedre på et hvilket som helst andet tidspunkt end det første. Hvis blot det intellektuelle publikum lige kunne få lov til at fordøje festivalen, hinanden, maden fra de fine boder og en lille hyggelig koncert, før festivalstemningen skulle sprøjtes ud af Jack Pierces flotte didgeridoo, da de spillede “Flying Home”. Didgeridooen er i øvrigt et instrument, der hurtigt placerer en koncert indenfor enten det fjollede eller det prætentiøse, og prætentiøse var Pierce-brødrene ikke. De var kommet for at feste, men Heartland var ikke helt parate til indie-folk-pop og dans.

Oversigt

    Oversigt