I det fynske folks tjeneste

Herning tvinger Odense ud i kamp syv

Odense Bulldogs blev slået 2-1 af Herning Blue Fox i Bryggeriet Vestfyen Arena

00:21

Bulldogs tabte 2-1 på hjemmebane til Herning Blue Fox: Få cheftræner Brad Grattons kommentar her.

Det blev afgørelsens time for Odense Bulldogs, da de her til aften måtte indkassere et 2-1-nederlag i sjette kvartfinalekamp mod Herning Blue Fox i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Bulldogs var foran 3-2 i serien og som bedst af syv kunne de hårde hunde lukke og slukke i kvartfinalen. Det skete ikke, så nu skal de på isen igen til en altafgørende kamp syv på fredag.

- Nu skal vi samle gruppen igen og så ud og vinde den kamp, lød det efter kampen fra angriberen Mike Daugulis.

- Vi skal møde op med mere lyst og hjerte. Hvis vi gør det, kan vi tage kampen, siger han videre.  

Cheftræner Brad Gratton var relativt afdæmpet efter nederlaget:

- Vi ændrede nogle ting i tredje periode. Vi havde mere fart og energi, men vi nåede det ikke til tiden og kom til kort - også fordi vi ikke udnyttede de chancer, vi fik.

Gæsterne kom godt fra start
Åbningsperioden blev ifølge Ritzaus reporter på stedet lige med et lille overtag i spil til gæsterne Herning, men Odense var også farlige foran Simon Nielsen i Herning-målet. Begge hold havde gode muligheder for at bringe sig i front, men det blev udeholdets Kyle Essery, som åbnede scoringen.

Efter en kombination med Markus Jensen bag Odense-målet blev Essery spillet fri foran mål, hvor han kunne lægge pucken ind bag Tadeas Galansky til 1-0 efter otte minutter.  Der blev ikke scoret yderligere i perioden trods en del chancer i begge ender.

Jordan George omsatte en pasning tæt under mål til 2-0, og Odense var på vej til at miste den hjemmebanefordel, holdet havde tilkæmpet sig kamp seks med overtidssejren i Herning.

Odense pressede hårdt på
2-0 holdt anden periode ud, selv om Odense pressede hårdt på i de sidste fem minutter.

I tredje periode misbrugte Herning adskillige store chancer for at lukke kampen, og det udnyttede Mathias Thinnesen ved at skabe fornyet spænding med et sjældent powerplay-mål for Odense med ti minutter igen.

Trods tungt Odense-pres i slutminutterne stod Herning imod med flere store redninger fra Simon Nielsen og sikrede sejren på 2-1.