Fire fynboer undrer sig: Hvornår er jeg mest attraktiv for arbejdsmarkedet?

Hvornår er man den bedste arbejdskraft? Hvor længe skal man knokle på? Fire fynboer giver her et indblik i, hvad lige præcis deres alder betyder for deres job.

Det er et broget billede af både helt unge og gråhårede kollegaer, 26-årige Johanne Møller Jørgensen møder, når hun træder ind på lærerværelset på Kertemindeegnens Friskole. Det samme gør sig gældende hos 24-årige Alex Skjødt Holberg, der netop har fået sit første job som softwareingeniør. 

De er nye og klar til et langt arbejdsliv. Måske også længere end de oprindeligt havde tænkt. For den gennemsnitlige levealder i Danmark stiger hvert år, og det betyder længere tid på arbejdsmarkedet.

Og det sætter tankerne i gang. For er man egentlig den bedste arbejdskraft, når man er nyuddannet og i starten af 20'erne, eller når man er 50 og har rygsækken fyldt med erfaring?

Alex Skjødt Holberg på 24 år, Maria Dalum på 47 år, Claus Olesen på 56 år og Johanne Møller Jørgensen på 26 år er i tvivl.

Fire fynboer undrer sig over pension

Johanne, 26 år: Jeg kender ikke til plejer

- Jeg regner med at gå på pension, når jeg bliver 65 år. Ikke senere, ryger det prompte ud af Johanne Møller Jørgensen, der for nyligt er blevet færdig på lærerstudiet.

Realiteten rammer hende dog hurtigt.

- Men jeg tror desværre ikke, jeg kommer til at kunne vælge det selv. Realistisk set kommer jeg nok til at være sidst i 60'erne. Men jeg gad godt gøre det som 63-, 64- eller 65-årige for at have noget liv tilbage efter arbejde, siger hun.

quote De kender også alt til "plejer". Jeg kender ikke "plejer", så jeg kommer med en masse nyt

Johanne Møller Jørgense, 26 år, lærer

På lærerværelset, hvor der sidder rigtig mange ældre mennesker, som har arbejdet på skolen i mange år, oplever Johanne, at en stor erfaring råder.

- Men de kender også alt til "plejer". Jeg kender ikke "plejer", så jeg kommer med en masse nyt, understreger hun. 

Nye teorier og en frisk tilgang er for Johanne Møller Jørgensen altafgørende. Derfor holder hun fast i håbet om en pension, der falder før hun fylder 70 år.

- Jeg har ikke lyst til at være den, der sidder på lærerværelset og er muggen, fordi alt er så anderledes end dengang, jeg var 26 år og blev ansat på Kertemindeegnens Friskole. Jeg vil stoppe på toppen, siger hun.

Johanne Møller Jørgensen vil gerne på pension, når hun er 65 år.
Fotograf: Ken Petersen

Claus Olesen, 56 år: Jeg er glad for, at jeg fik sadlet om

I mange år arbejdede Claus Olesen som gartner. 

- Det var fysisk sindssygt hårdt arbejde. Så da jeg blev 40, kunne jeg mærke, at jeg ikke holdt i den branche, til jeg blev 50 år. Jeg havde ikke lyst til at stoppe som invalidepensionist, siger han.

quote Jeg er i en alder, hvor der måske er 10-15 år tilbage

Claus Olesen, 56 år, naturvejleder

Så han sadlede om og fik job som naturvejleder på en naturskole i Svendborg.

- Jeg er i dag glad for, at jeg fik sadlet om, fordi ellers tror jeg, at jeg havde været slidt op fysisk, mener Claus Olesen.

Tanken, om at blive ved med at arbejde, til han fylder 70 år, er ikke længere umulig. Så længe han kan holde gejsten, er han klar. Dog tvivler han stærkt på, at det vil være let at søge et nyt job i hans alder.

- Jeg er i en alder, hvor der måske er 10-15 år tilbage. Dem, der ligger i mellemgruppen fra 30 til 40 år, har nok lettere ved det, selvom jeg har en masse erfaring med, understreger han.

Claus Olesen kunne ikke være fortsat i sit job som gartner. Han er glad for, at han fik sadlet om, og nu kunne han godt forestille sig at arbejde længe.
Fotograf: Ken Petersen

Alex Skjødt Holberg, 24 år: Jeg er nok lidt den unge

Langt væk fra både lærerværelse og naturskole går Alex Skjødt Holberg og fifler med teknik i sit job som softwareingeniør.

- Jeg kan godt se aldersforskellen på mit arbejde, selvom det ikke er noget, der påvirker os professionelt. Jeg kan godt stå i nogen situationer og tænke, at jeg er den unge eller den lille, men så længe, vi kan vores kram, så er alder ikke et problem, siger han.

Faktisk kan han se en stor fordel i at være yngre end mange af sine kollegaer. 

quote Altså 70 år ligger langt ude i fremtiden, og lige nu kunne jeg ikke forestille mig ikke at have et arbejde, for jeg synes, det er hamrende sjovt

Alex Skjødt Holberg, 24 år, softwareingeniør

- Jeg tror, erfaring spiller en rolle, men måske har uddannelse også meget med det at gøre. Jeg er jo lige kommet ud, så nu har jeg kompetencerne til at få lært noget. Det er jo det fede ved uddannelse. Så måske har det mere noget at gøre med, at jeg er nyuddannet, mere end at jeg er 24 år, påpeger Alex Skjødt Holberg.

Han tror ikke, at alder gør den store forskel. 

- Altså 70 år ligger langt ude i fremtiden, og lige nu kunne jeg ikke forestille mig ikke at have et arbejde, for jeg synes, det er hamrende sjovt. Men der er nok også nogen, der ikke synes, at det er så fedt at gå på job hver dag. Dem kunne jeg godt unde at gå tidligere på pension, siger han.

Selvom Alex Skjødt Holberg er lidt yngre end de andre på arbejdet, så føler han sig ikke hæmmet af alderen.
Fotograf: Ken Petersen

Maria Dalum, 47 år: Jeg tror, der skal et reklameboost til

- I gamle dage var der en tendens til, at de ældre havde en viden og erfaringer, som man så op til. Det var som om, at visdom lå i alderen. I dag er der en tendens til, at man siger: de ældre, de kan jo ikke følge med, siger Maria Dalum, der læser journalistik på Syddansk Universitet. 

quote Hvad er det egentlig, vi kan? Og hvad har det af værdi? 

Maria Dalum, 47 år, studerende

Netop aldersdiskrimination er nemlig noget, hun i mild grad oplever på sit studie, der har overvægt af unge mennesker. De kan godt grine lidt af hende, når hun ikke kender de nyeste begreber og eller ikke helt har styr på teknikken.

- Men det er meget individuelt. Der kan være en vis erfaring, når man bliver ældre, som de unge ikke har. Jeg har en helt anden livserfaring til at koble sammenhænge, for eksempel når jeg laver interviews, forklarer Maria Dalum.

Netop erfaring har for hende været særdeles brugbart efter at have skiftet fra fuldtidsarbejde til studieliv, og hun mener ikke, at alderen bør være en hindring for at kunne passe et job. 

- Hvis vi skal gøre arbejdslivet mere attraktivt for ældre og folk på min alder, så tror jeg lidt, det handler om at lave et reklameboost og sætte fokus på de kvaliteter, vi har. Hvad er det egentlig, vi kan? Og hvad har det af værdi? 

Maria Dalum mener, at alderen giver mere erfaring, som hun kan bruge aktivt.
Fotograf: Ken Petersen

 

Oversigt

    Oversigt