Boligselskaber i fælles front mod Venstre-forslag

Man skal huske på, at Vollsmose er folks hjem, siger to boligselskabers formænd i en kommentar til Venstres forslag til en ændring af den uroplagede bydel.

Et nyt navn, ejerlejligheder, en mentorordning og nedrivning af boligblokke. 

Det er Venstre i Odenses nye bud på, hvad der skal med ghetto-bydelen Vollsmose.

Men det er ikke det hele, der holder i virkeligheden, mener formændene for bestyrelserne i de to boligforeninger, Civica og FAB, der ejer bygningerne i Vollsmose.

quote Folk er generelt glade for at bo i området og har boet der i generationer.

Formændene for bestyrelserne i Civica og FAB

Blandt andet mener Flemming Jensen, Civica, og Erling Nielsen, FAB, at Venstres forslag om, at hver tredje lejlighed skal sættes til salg "fremstår ugennemtænkt":

- Vi har svært ved at se, hvilke udfordringer det løser - hvem er det, man forestiller sig skal købe boliger til den såkaldte markedspris?, spørger de to formænd i en skriftlig udtalelse.

I deres optik er den største fare, at kriminelle bander via opkøb af boliger og opgange for alvor sætter sig på området. 

- Det har vi som samfund absolut ingen lovmæssigt modsvar til i dag trods lejelovens bestemmelser til at regulere med i et vist omfang, skriver de.

Nedrivninger løser ikke noget

De har også svært ved at se, at en decideret nedrivning af boliger i Vollsmose vil kunne løse noget.

De vil dog gerne deltage i en konstruktiv dialog med Odenses Byråd om virkemidler til skabe udvikling i området - som for eksempel helhedsplaner og bedre infrastruktur:

- Fakta er, at vi ikke har tomme boliger i området, alle vores boliger er udlejet og der er lange ventelister. Folk er generelt glade for at bo i området og har boet der i generationer. Vi skal huske på, at det er folks hjem, vi taler om - ikke døde faldefærdige bygninger.

De to formænd er tilgengæld enige med Venstre i, at Vollsmose skal åbnes op, og opfordrer til at lade sig inspirere af erfaringer fra Gellerup og Aalborg.

Her peger Flemming Jensen og Erling Nielsen, at der arbejdes med "en velgennemtænkt bypolitik", hvor der laves nye veje og etableres nye funktioner i områderne. Det ligger i forvejen i den infrastrukturplan, som de to boligselskaber og Odense Kommune iarbejder med, skriver de, og opfordrer til, at Venstre giver planen mandat og arbejdsro til at blive gennemført.

Flemming Jensen og Erling Nielsen er iøvrigt begge positive overfor Venstres forslag om at etablere en mentorordning for unge i Bøge-, Ege- og Lærkeparken, ligesom de er åbne overfor forslaget om et nyt navn, omend de bemærker, at et nyt navn ikke ændrer noget i sig selv.

Oversigt

    Oversigt