Borgmester: Der skal bygges nye boliger i Odense - ellers fejler ghettoplan

Hvis regeringens ghettoplan skal blive en succes, kræver det, at der bygges nye boliger i Odense - eller beboerne flyttes væk fra Odense.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), savner en plan for, hvor beboerne i Vollsmose skal flytte hen, hvis deres lejligheder bliver revet ned i forlængelse af regeringens ghettoudspil.  

Han kan derfor ikke sige, hvordan planen er for, hvor beboerne i Vollsmose skal bo, når deres lejligheder rives ned.

- Før vi kan lave en plan, skal vi have en plan for, hvor folk skal flytte hen. Inden du kører bulldozeren frem, skal flyttebilen lige forbi og vide, hvor de skal køre tingene hen. Der skal være en plan for, hvordan man skal genhuse - enten frivilligt eller med hårdere midler, siger Peter Rahbæk Juel.

Der skal bygges nye boliger i Odense

Borgmesteren har indkaldt til forhandlinger om nedrivninger af bygninger i Odense-bydelen. Helt konkret vil man starte med at diskutere, om Bøgeparken skal rives ned.

Når hundredvis eller tusindvis af lejere i den forbindelse skal flytte, kræver det, at de kan flytte et andet sted hen, og derfor er der behov for at bygge nye boliger, hvis regeringens ghettoplan skal lykkes.  

- Vi står ikke med ledige boliger i Odense, så der skal bygges nye boliger i Odense eller i andre kommuner, siger Peter Rahbæk Juel.

Huller i danmarkskortet

Regeringens plan er et forsøg på at gøre op med de "huller i danmarkskortet", der ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er opstået i takt med den ikke-vestlige indvandring.

Problemerne skal blandt andet løses ved at ændre beboersammensætningen i de hårdest belastede boligområder.

Udspillet skal nu forhandles med Folketingets partier. Her skal regeringen forsøge at samle flertal for forslagene, før de kan blive omsat til lovgivning.

Oversigt

    Oversigt