Atomkommuner kræver handling

Internationale eksperter skal vurdere placeringen af atomaffald i Danmark. Det mener de fem atomborgmestre, der nu har skrevet et brev til sundhedsministeren for at sætte skub i processen.

Her på Kertinge mark nær Kerteminde kommer atomaffaldet fra Risø måske til at ligge. For tre år blev området sammen med fem andre områder i landet udpeget som muligt slutdepot for radioaktivt affald.

- Vi har jo atomstemplet i panden som kommune, siger Kertemindes borgmester Han Luunbjerg(V).

Beboerne i området er trætte af at vente. Det er blevet svært at optage huslån i området, og usikkerheden gør, at området er gået delvist i stå.

- Vi har levet med usikkerheden i tre år. Det bliver ved med at trække i langdrag, og vi aner ikke, hvornår sagen bliver lukket, siger Inger K. Larsen fra Borgergruppen Mod Atomaffald.

Sammen med de resterende fire atomkommuner har Kerteminde derfor skrevet endnu et brev til sundhedsministeren. Kommunerne kræver, at sagen ikke trækkes længere i langdrag, og at udenlandske eksperter bliver inddraget i beslutningen.

- Udenlandske eksperter siger, at man den type affald I har, så kan I ikke lave et slutdepot, I skal lave en anden løsning, siger Kertemindes borgmester.

Kommunerne ønsker et mellemlager, som betyder at atomaffaldet deponeres i tønder, der overvåges i 100 år. Slutdeponering betyder at affaldet graves ned i beton og ligger i jorden for altid. I brevet, som bliver sendt afsted i næste uge, kræver de fem kommuner en afklaring på, hvor langt processen er.

- Hvis vi bare kan få en dato - om seks eller 12 måneder - så har vi noget konkret at forholde os til, siger Inger K. Larsen.

Oversigt

    Oversigt