Atommøde i Sundhedsministeriet

Kertemindes borgmester Hans Luunbjerg (V) var mandag på visit i Sundhedsministeriet. Her skulle han mødes med sundhedsminister Nick Hækkerup (A) for at høre nyt om planerne for det såkaldte atomlager.

Atomlageret skal måske ligge i Kerteminde. Hans Luunbjerg havde taget turen sammen med de fire andre borgmestre fra kommuner, der er udpeget som mulige depotområder til atomaffald.

Borgmestrene fra Kerteminde, Skive, Struer, Lolland og Bornholm vil have regeringen til at deponere affaldet i et såkaldt mellemlager i nogle af landets kommuner.

En mellemlager-løsning betyder, at man deponerer atomaffaldet i tønder og laver overvågning af affaldet i mindst 100 år.

Modsat en slutdeponering, der i princippet skal ligge til evig tid, for eksempel ved Kertinge Mark tæt på Kerteminde.

Og Hans Luunbjerg håber, at mødet munder ud i brugbare løsninger:

- Han (Nick Hækkerup, red.) skrev flittigt ned, og så regner vi også med, at han husker at læse det på et senere tidspunkt. Og så er vi selvfølgelig spændte på, hvad der kommer ud af det.

Sundhedsministeren er mere optaget af, at den rigtigeløsning bliver fundet frem for den hurtige.

- For mig er det vigtige, at vi tænker os om, at vi sørger for at gøre den her proces så åben som mulig, og vi får truffet den rigtige løsning. Ikke nødvendigvis den hurtige løsning, men den rigtige løsning, siger Nick Hækkerup.

Oversigt

    Oversigt