Bandemedlemmer anholdt efter skyderi

Onsdag fremstilles tre mænd med tilknytning til banden Gremium i grundlovsforhør. De er sigtet for at skyde en anden mand.

Tre mænd med tilknytning til banden Gremium er efter længere tids efterforskning blevet anholdt.

De fremstilles klokken 11 i grundlovsforhør ved Retten i Odense. De er alle tre sigtet, fordi de kan sættes i forbindelse med en skudepisode den 1. oktober sidste år på Kertinge Bygade i Kølstrup ved Kerteminde.

Her blev en 25-årig mand fra lokalområdet overfaldet af omkring ti personer. Gruppen gennembankede manden og skød ham i alt to gange i benet - en enkelt gang i låret og i underbenet. 

Flere af overfaldsmændene bar masker under voldsepisoden. Det er tre af mændene, der gennembankede den 25-årige, som Fyns Politi har anholdt knap fem måneder efter episoden.

Manden blev efterfølgende behandlet på Odense Universitetshospital.

Fyns Politi forventer at foretage flere anholdelser i sagen, og derfor vil anklagemyndigheden anmode om, at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre. Derfor kan politiet heller ikke give flere oplysninger i sagen. 

 

Oversigt

    Oversigt