Beskyldes for at hænge medarbejdere ud

SF i Kerteminde går nu til kraftigt angreb på det borgerlige flertal i byrådet. Partiet beskylder partilederne for at hænge navngivne medarbejdere ud i medierne.

Et budgetunderskud på over 30 millioner kroner og udsigten til drastiske besparelser skaber splid i Kerteminde.

SF beskylder de borgerlige partiledere for at finde syndebukke og hænge dem ud i medierne.

- SF tager kraftigt afstand fra at partiledere hænger medarbejdere ud i medierne. Hvis vi politikere vil udtrykke kritik bør og skal det foregå i en snæver dialog med de pågældende. Offentlig kritik af medarbejdere, der ikke kan tage til genmæle, er uværdigt og skaber frustration blandt alle kommunens medarbejdere, skriver Anette Vilhelmsen og Torben Andersen fra SFs byrådsgruppe i en pressemeddelelse.

Afledning

Udfaldet kommer efter at en forvaltningsleder i Børn- og Ungeforvaltningen har fået skyld for at bruge gamle tal i budgetlægningen.

Kommunen står nu med et underskud på næsten 35 millioner kroner, men i følge SF hænger underskuddet sammen med meget mere end rod i Børn- og ungeforvaltningen.

- For at aflede opmærksomheden fra det egentlige problem, at man har lovet at styre økonomien så nedskæringer kan undgås, har det borgerlige flertal valgt at lade hele diskussionen gå ud over en enkelt syndebuk, hedder det i pressemeddelelsen.

Borgmesteren afviser

Borgmesteren i Kerteminde afviser dog alle beskyldninger fra SF.

- Vi vil ikke bortlede opmærksomheden fra den dårlige økonomi. Det kan man ikke fordi det er så alvorligt, siger borgmester Sonja Rasmussen.

Hun mener heller ikke at embedsmændene er blevet hængt ud.

- Det synes jeg ikke vi gør, men det er klart, at vi i fremtiden vil være ekstra opmærksomme på at det ikke sker, siger borgmesteren

Oversigt

    Oversigt