Malte Jäger blev landskendt, da han ved kommunalvalget i 2021 for partiet Nye Borgerlige poserede i bar overkrop på valgplakaterne i Kertemindes lygtepæle. Efter en periode som løsgænger melder han nu ud, at han har meldt sig ind i et nyt parti.
- Vi betaler alt for meget i skat til kommuner, regioner og stat her i landet, og kommunerne bliver drevet utroligt ineffektivt med alt for meget bureaukrati. Det er det, jeg har kæmpet imod i tre år, og det kan jeg kæmpe rigtigt godt for sammen med Liberal Alliance, siger byrådspolitikeren.
I 2021 blev Malte Jäger som 19-årig valgt i Kerteminde Byråd for Nye Borgerlige med 185 personlige stemmer. Men ved næste valg repræsenterer han altså Liberal Alliance, der står til fremgang i meningsmålingerne.
- Nu kommer der jo et kommunalvalg, og jeg skal fortsætte med at kæmpe for de ting, jeg hele tiden har kæmpet for, og det skal man stille op for et parti for at kunne gøre, lyder det fra Malte Jäger.
Blev løsgænger
Partistifter for Nye Borgerlige Pernille Vermund skiftede i januar til Liberal Alliance og besluttede at lukke partiet ned. Andre personer forsøger dog at samle underskrifter, så Nye Borgerlige igen bliver opstillingsberettiget til folketingsvalg.
Malte Jäger valgte i forbindelse med Vermunds partiskifte at blive løsgænger. Men nu er han klar til igen at blive medlem af et parti.
Handler det om, at du gerne vil genvælges, og derfor vælger et parti, der i meningsmålingerne står til fremgang?
- Altså, jeg vil gerne sørge for at kæmpe for, at vi får afbureaukratiseret. Sørge for at borgerne skal betale mindre i skat, og sørge for at der kommer styr på økonomien i Kerteminde Kommune, som der ikke har været længe.
Vil tage ansvar
Tror du ikke vælgerne er ved at være trætte af alle de her partihop?
- Men Nye Borgerlige er der jo ikke mere, så jeg skal jo, for at kunne repræsentere dem, stille op igen, så jeg kan kæmpe videre for alle de mennesker, som gerne vil have, at jeg kæmper for dem.
Mange kender dig nok som ham med bar overkrop på valgplakaterne i 2021. Vil du gøre det igen for Liberal Alliance?
- Nej, det vil jeg ikke. I det hele taget er der sket rigtig meget siden valget i 2021. Liberal Alliances kampagner går ud på, at man skal tage ansvar for sig selv, og at man kan tage ansvar for en kommune, region eller stat. Og det har jeg nemlig gjort, siger det 22-årige medlem af Liberal Alliance i Kerteminde Byråd.
Partiet har nu to repræsentanter i byrådet, og er dermed det tredje største parti i Kerteminde.