Blev meldt til politiet: Ulovlige beboelsesvogne bliver fjernet fra byggeplads

Ni ulovlige skurvogne er søndag blevet fjernet fra en byggeplads i Langeskov. Det kommer efter en politianmeldelse af firmaet bag byggeriet.

I ni skurvogne på en byggeplads i Langeskov boede håndværkere fra Rumænien og Polen ulovligt.

Det kunne TV 2 Fyn i sidste uge fortælle, efter vi var kommet i besiddelse af en mailkorrespondance mellem Byggesagskontoret i Kerteminde Kommune og 3F Østfyn.

Skurvognene er nu blevet fjernet fra byggepladsen til stor glæde for 3F Østfyn.

- I første omgang er det jo en lettelse over, at de bliver flyttet, uden det store påstyr, siger Tonny Fejerskov, der er formand for 3F Østfyn.

Politiet var forbi

Det er bygge- og boligudlejningsfirmaet Grønnely, der står bag projektet i Langeskov. Men Kerteminde Kommune har ikke givet tilladelse til, at håndværkere kan bo på byggepladsen, som det ellers er påkrævet.

- Det skal stoppe omgående. Der skal ikke bo mennesker i skurvogne på byggepladsen, når der ikke er givet tilladelse til det, sagde Jesper Hempler (SF), der er formand for Miljø- natur- og teknikudvalget i Kerteminde Kommune i sidste uge til TV 2 Fyn.

Tonny Fejerskov er glad for, at de ulovlige vogne er blevet fjernet nu.
Tonny Fejerskov er glad for, at de ulovlige vogne er blevet fjernet nu.
Foto: Anne-Luise Skov

Efterfølgende politianmeldte 3F Østfyn Grønnely, og i torsdags kiggede politiet forbi byggepladsen. Dog er det endnu uvist, om det er politianmeldelsen, der har fået skurvognene fjernet.

- Men jeg tror, det har givet et skub, siger Tonny Fejerskov og tilføjer:

- Jeg ved dybest set ikke, om de bliver flyttet, fordi de er færdige, eller om de er blevet bedt om at forlade stedet. Men jeg kan jo se, at byggeriet stadig er i gang, påpeger han.

Grønnely har efterfølgende skrevet dette i et skriftligt svar:

”Vi er naturligvis ganske ærgerlige over situationen, og vi tager kritikken til efterretning. Vores ønske er udelukkende at bidrage med en positiv tilstedeværelse i Langeskov i form af de efterspurgte seniorboliger. Papirarbejdet skal selvfølgelig bringes i orden hurtigst muligt.”

”Vi gør nu det, at vi sørger for anden indkvartering til vores håndværkere, og vi mødes med 3F i næste uge for at drøfte situationen. Vi har overenskomst med 3F og har haft det siden 2019. Jeg kan også blankt afvise, at vi ikke skulle overholde Covid-19-lovgivningen i forhold til vores medarbejdere. De bor alle adskilt med de korrekte antal kvadratmeter, og de har udelukkende arbejdet i samme hold i såkaldte covid-19 bobler.”

”Jeg kan samtidig fortælle, at vi er i en god og tæt dialog med kommunen. Papirarbejdet er undervejs, og vi forventer, at denne proces vil være afsluttet ganske snart. Vores dialog med kommunen har betrygget os i, at vores projekt vil kunne fuldføres inden længe, og vi glæder os meget til at præsentere det nye og moderne seniorbofællesskab.”

Oversigt

    Oversigt