Borgerlisten i Kerteminde i total opløsning

Ved sidste kommunalvalg fik Borgerlisten i Kerteminde valgt seks politikere ind i byrådet. Nu er der kun en enkelt tilbage.

Borgerlisten i Kerteminde Byråd er kun en skygge af sig selv. Ved sidste valg kom der seks mand ind i kommunalbestyrelsen, men efter tre års politiske kampe er der nu bare en enkelt tilbage.

- Jeg har valgt at forlade Borgerlisten sammen med tidligere borgmester Sonja Rasmussen og Dorthe Kempf. Vi har alle tre besluttet at melde os ind i Kertemindelisten, siger Lars Bo Jensen til TV 2/Fyn.

quote Nu tager vi et skridt ad gangen, og så må vi se, om jeg er med på stemmesedlen næste gang.

Sonja Rasmussen

Tidligere på året valgte to andre lokalkendte ansigter at sige farvel til Borgerlisten. Det skete, da Jørgen Schou og Solveig Gaarsmand valgte at blive løsgængere for siden at melde sig ind i Kertemindelisten.

Nu er der kun én mand tilbage i Borgerlisten, nemlig Allan Thomsen.

- Jeg er da skuffet og forundret, men det får mig nu ikke til at opgive. Jeg bliver og kæmper videre for Borgerlisten, selv om jeg nu er den eneste tilbage i byrådet, siger Allan Thomsen.

Han oplyser, at sprængningen skyldes intern uenighed omkring havneplanen.

Sonja Rasmussen har tidligere meddelt, at hun ikke genopstiller til næste valg, men nu hun igen gået i tænkeboks.

- Lad mig sige det på den måde, at der nu er opstået en ny stituation, hvor vi kan gå i gang med at genopbygge det, som vi egentlig stod for i Borgerlisten. Så det er lidt ligesom at komme hjem. Nu tager vi et skridt ad gangen, og så må vi se, om jeg er med på stemmesedlen næste gang, siger Sonja Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt