Brøndby henter 37-årig fynbo hos nedrykker

Thomas Mikkelsen fra Munkebo bliver ældste mand i Brøndbys keeperteam, der også tæller Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.

Superligaklubben Brøndby IF har hentet nyt blod til sin målmandspost i form af den 37-årige fynbo Thomas Mikkelsen.

Han kommer til klubben på en fri transfer fra nedrykkede Lyngby BK og skal konkurrere med de betydeligt yngre keepere i truppen, Mads Hermansen og Jonathan Ægidius.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Nu har vi et team bestående af tre målmænd med forskellige profiler, der skal supplere hinanden og konkurrere i dagligdagen, siger Brøndbys fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, til klubbens hjemmeside.

Fodbolddirektøren lægger op til, at 20-årige Hermansen som udgangspunkt skal være førstevalg efter et farvel til tyske Marvin Schwäbe.

- Thomas skal med sin erfaring og knowhow presse Mads til at fortsætte den flotte udvikling, han har været igennem, hvor han hen over den seneste lange periode matchede Marvin Schwäbe på alle parametre i dagligdagen og gav trænerne hovedbrud i forhold til kampudtagelsen, siger Carsten V. Jensen.

Glæder sig

På Facebook skriver den 37-årige målmand, der en enkelt gang har været udtaget til landsholdet, at han glæder sig til en ny, spændende udfordring.

- Stoltheden er kolossal, skriver Thomas Mikkelsen med henvisning til en af de slagsange, som Brøndbys fans synger.

Mikkelsen har i sin karriere blandt andet spillet 129 kampe i Superligaen - for Lyngby og hedengangne FC Vestsjælland.

Tidligere har fynboen, der kommer fra Munkebo, også spillet i blandt andet B1909, FC Fyn, Næsby og OB.

Brøndby oplyser ikke, hvor lang aftalen med Mikkelsen er.

Oversigt

    Oversigt