Dagens Fantastiske Fællesskab: Børnenes fristed

Sådan her beskriver Langeskov Fællesværk sig selv i deres indstilling: 

Langeskov Fællesværk er oprettet af Ungdommens Røde Kors for 3 år siden og henvender sig til børn i alderen 10-13 år i Langeskov og omegn. Formålet med Langeskov Fællesværk er at give børnene et sted, hvor de kan være sig selv og være en del af et fællesskab.

Fundamentet for Langeskov Fællesværk er, at de voksne frivillige og børnene er fælles om at skabe den tid og det gode miljø, vi har sammen. Børnene er medbestemmende, i det omfang de ønsker i forhold til aktiviteter/arrangementer/mad, og deres ønsker og idéer bliver altid hørt og forsøgt opfyldt.

Hvad gør jeres fællesskab fantastisk?

Langeskov Fællesværk rummer flere fællesskaber, der tilsammen udgør det mest fantastiske fællesskab. Der er fællesskabet i form af frivilliggruppens sammenhold, fællesskabet mellem de frivillige og børnene samt børnenes interne fællesskab.

De frivillige i Langeskov Fællesværk er engagerede kræfter fra lokalområdet, der alle har til fælles, at vi værdsætter samværet med børnene. Langeskov Fællesværk er inkluderende og åben med plads til alle. Alle bliver taget imod med et smil og sendt hjem med et ”tak for i dag, vi ses på tirsdag”.

Hvordan kommer børnene med?

Hver sommer kommer der nye 4-klasser til, som får mulighed for at blive en del af Langeskov Fællesværk. De frivillige er opsøgende og informerende og sørger altid for, at alle de nye børn får en god introduktion til, hvad Langeskov Fællesværk er.

Hvad får børnene ud af at være med?

I Langeskov Fællesværk har vi fokus på, at børnene lærer, hvad det vil sige at være del af et fællesskab, hvor der forventes gensidig respekt, åbenhed og forståelse for hinanden. I løbet af de seneste tre år har vi set, hvordan børnene selvstændigt og engageret danner nye relationer på tværs af klasser og klassetrin. Børnene giver i den forbindelse også udtryk for, at de nyder at være sammen med andre børn end dem, de er sammen med i løbet af skoledagen, hvilket de kan i vores Fællesværk.

Børnene opfordres som tidligere nævnt til at komme med forslag til Langeskov Fællesværk, da det er børnenes Fællesværk fremfor de frivilliges. Børnene er det primære i Langeskov Fællesværk, men man undgår ikke at se, hvordan børn og frivillige sammen danner fantastiske relationer og kan pjatte og hygge sig med hinanden såvel som tale alvorligt, hvis man har en dårlig dag. Det ses tydeligt, at Fællesværks børn tilegner sig viden om værdien i det at indgå i et fællesskab og betydningen af frivillighed – det ser vi især, når børnene selv kommer og siger, de ønsker at være frivillige, når de bliver ældre.

Hvorfor skal I vinde prisen?

Langeskov Fællesværk skal vinde prisen, fordi vi gerne vil have mulighed for at gøre noget ekstraordinært for børnene. Børnene bidrager altid med godt humør, og vi hører aldrig brok over, at nogen ønsker noget større eller mere end, hvad vi kan give ud fra vores budget.

Efter at have været i andre lokaler end vores sædvanlige i et år, kom vi i foråret endelig tilbage til vores oprindelige lokaler, hvor der er mere plads til, at børnene kan udfolde sig. Selv i den tid, hvor vi desværre havde begrænsede muligheder for de store kreative og fysiske udfoldelser, da vi kun havde et klasselokale til rådighed, formåede børnene at forblive glade og energiske, mens de tilpassede sig situationen. Troligt kom de hver tirsdag og var helt klar på at lave en masse alternative aktiviteter med os, der ikke krævede alt for meget plads og materialer. Det vidner om, at børnene er klar over, at Langeskov Fællesværk er mere end blot store lokaler med mange muligheder for underholdning. De ved, at Langeskov Fællesværk er et sted, hvor man sagtens kan have det sjovt sammen, selvom der er færre ressourcer.

Hvad skal prisen bruges til, hvis I vinder?

Langeskov Fællesværks unger er altid i godt humør og bidrager til, at vi alle går hjem med en god fornemmelse i maven og et stort smil. Derfor vil vi gerne takke børnene for, at de er så fantastiske og er med til at skabe et godt fællesskab i Langeskov.

Prisen vil kunne betyde, at vi kan tilbyde vores børn nogle oplevelser ud af huset. Vi har spurgt dem, hvad de godt kunne tænke sig. De foreslog følgende: landskamp, Danfoss Universe, Djurs Sommerland, Legoland/Lego House, Tivoli København/Friheden, Odense Zoo, Jumping Fun, Bowl’n’Fun, Skinnecykler, Skøjtehallen og Gokart Racing Fun.

Med oplevelser som disse kan vi også favne flere børn, der har lyst og eller behov for at være en del af et fællesskab. Vi vil byde dem velkommen med stor glæde uden at skulle tænke på, hvilke økonomiske begrænsninger flere børn i huset betyder.

Herudover vil vi også gerne tilbyde de årlige nye 4-klasser, at de kan lære fællesskabet at kende gennem en dag med Langeskov Fællesværk, de frivillige, de nuværende Fællesværk-børn og sjove aktiviteter, så de vil møde op efter sommerferien til velkendte ansigter fyldt med gå-på-mod til at være en del af vores fantastiske fællesskab.

Kort sagt: Med prisen vil vi kunne imødekomme børnenes ønsker for Langeskov Fællesværk!

Besøg Langeskov Fællesværk på Facebook.

FAKTA

Oversigt

    Oversigt