Dagens Fantastiske Fællesskab: Kulturen lever i Kerteminde

De får musik og foredrag til at spille i et hus midt i naturen. Mød Kulturforeningen for Anexet i Kerteminde, som er med i Fantastiske Fællesskaber.

Sådan her beskriver Kulturforeningen for Anexet sig selv i deres indstilling:

Kulturforeningen for Anexet i Kerteminde drives udelukkende af frivillige.

Kulturhus Anexet afholder en bred vifte af kulturelle arrangementer. Her kan der opleves alt fra jazzkoncerter til kulturfestivaller og videnskabelige foredrag. Kulturhuset er smukt beliggende i Kerteminde omgivet af skov, mark og hav.

Vores primære formål er at præsentere kunst, kultur, musik og foredrag af høj kvalitet, hvor overraskelsesmomenter gerne indgår.

Dernæst er foreningens formål samtidig at være med til at skabe et levende lokalmiljø, hvor frivillige får mulighed for at deltage, udvikle netværk og skabe indhold på tværs af genre.

Hvordan fungerer jeres fællesskab?

Kulturforeningens frivillige arbejder konstant på at udvide og inkludere andre i fællesskabet. Fællesskabet styrkes ved fællesarrangementer til andre kulturinstitutioner, hvor netop oplevelser, samvær og sammenhold skaber nye relationer.

Bliver man en del af vores frivilligforening, træder man ind i et spændende miljø, hvor venskaber og sammenhold styrkes. Flere bruger vores forening til at udvide netværk og derigennem skabe nye sociale relationer - både menneskeligt og fagligt.

Foreningen arbejder konstant på at tiltrække nye frivillige, men også i høj grad at præsentere arrangementer, der med kant giver lokalmiljøet mulighed for at opleve kunst og kultur, der ikke nødvendigvis kan opleves andre steder.

Hvorfor skal I vinde prisen?

I en lille kommune er netop vores forening et bevis på, at sammenhold og deltagelse kan skabe relationer og et levende lokalmiljø. De frivillige i foreningen er med til at sætte sit præg på program, udtryk og visioner.

Den helt særlige stemning og sammenholdet gør kulturforeningen til en levende "bevægelse"

Vi forsøger at inspirere ved at skabe indhold af oplysende karakter med vidensdeling, kant og nærvær.

Hvad skal prisen bruges til, hvis I vinder?

Foreningens store ønske er at kunne præsentere en sommerkoncert i unikke rammer, og skulle vi være så heldige at vinde, skal prisen bruges til at udvikle en sommerkoncert på gårdspladsen på Lundsgaard Gods, hvor musik, bæredygtighed, økologi, fødevareoplevelser og lignende skal være i fokus.

FAKTA:

Oversigt

    Oversigt