De puster nyt liv i gamle træer

Næsten 50 ældgamle egetræer flytter i denne weekend ind på Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Med en kombination af tegninger og tekst har en egetræspassioneret duo nemlig pustet liv i træsorten.

Det er forfatteren Jens Blendstrup og kunstneren Ole Lejbach, der har foretaget en rejse gennem et stykke dansk kulturarv og kigget nærmere under barken på de danske egetræer.

- For mig er det mere end et træ, det er et levende væsen, siger Ole Lejbach til TV 2/FYN.

- Der sker noget, når du kommer hen til egen og besøger den, fordi du ved, den har sådan en lang historie bagud, tilføjer Jens Blendstrup.

De to er fælles om udstillingen "Egeekspeditioner" på Johannes Larsen Museet i Kerteminde

I store blyantstegninger har Ole Lejbach indfanget personligheden i egetræernes stammer og grene, og Jens Blendstrup har skrevet tekster der hører til hvert af de i alt 57 gamle egetræer.

Inspirationen er fundet på ege-ekspeditionen, de to igennem fem år har foretaget gennem Danmark.

- I virkeligheden er det træer, der skriger på historier. Og nærmest hver gang vi er kommet et sted hen, er der kommet en ud af et hus og har sagt "Jeg har en eg i baghaven - og den minder om min oldemor" eller hvad ved jeg. Det kan få folk til at fortælle, siger Jens Blendstrup.

Udstillingen kan ses frem til 6. januar. Se indslag om museets nye personligheder på TV 2/FYN klokken 19.30.

Få mere at vide om "Egeekspeditioner"

Oversigt

    Oversigt