Odense Kommune drømmer om et togstop ved Tietgenbyen, men det giver panderynker andre steder.
- Det skaber jo en oprigtig bekymring for, hvad det vil have af konsekvenser, primært for Langeskov station.
Sådan siger Anne Fiber, byrådsmedlem for Konservative i Kerteminde Kommune, om tanken om et nyt togstop ved Tietgenbyen.
Selvom det ekstra togstop i Tietgenbyen ikke er tiltænkt som en erstatning for stoppet i Langeskov, så vækker det bekymring hos De Konservative, der havde bragt det på dagsordenen ved byrådsmødet i går.
- Det handler om at være proaktive, og se hvordan vi kan være med til at udvikle stationen i samarbejde med det, der sker i Odense Øst, siger Michael Nielsen, gruppeformand for Konservative i Kerteminde Kommune.