Efter TV 2 Fyn-afsløringer: Vil ramme "kyniske" Grønnely med hårdere straffe

Arbejdsmarkedsordfører Karsten Hønge (SF) mener, at bygge- og udlejningsfirmaet Grønnely bidrager til social dumping. Han håber, at den slags i fremtiden kan sanktioneres med hårdere straffe.

De seneste dage har TV 2 Fyn afsløret, hvordan bygge- og udlejningsfirmaet Grønnely har flere fagretslige sager på sig fra både Fyn og Nordsjælland.

Det har fået SF's arbejdsmarkedsordfører, fynskvalgte Karsten Hønge, til at foreslå langt hårdere straffe mod social dumping.

- Eksemplet med Grønnely er et blandt mange på, hvordan vi i årevis har skullet kæmpe med især byggebranchen, hvor der er så mange, der kan se den hurtige profit og er fuldstændig ligeglade med de ansattes vilkår, siger Karsten Hønge.

Senest har Grønnely stået for opførelsen af nye boliger i det gamle Langeskov Rådhus. Under byggeriet boede polske og rumænske arbejdere i foråret sidste år i skurvogne, der var placeret bag indhegningen til byggepladsen ved det gamle rådhus. Grønnely havde dog ikke fået tilladelse af kommunen til at lade de ansatte bo på byggepladsen.

Holde medlemmer i kortere snor

TV2 Fyn har mandag forsøgt at få et interview med Grønnely-ejerne, brødrene Kristian og Peder Blak, men det har ikke været muligt. 

DI Byggeri, som har Grønnely som medlem, har heller ikke ønsket at medvirke. Vicedirektør i DI Byggeri Peter Stenholm siger, at brancheforeningen ikke kommenterer deres medlemmers sager.

Dét mener Karsten Hønge er for nemt. 

- De er kyniske arbejdsgivere, og jeg synes, at de (DI Byggeri, red.) skulle til at holde deres medlemmer i betydeligt kortere snor, fordi det her går ud over de ansatte, som kommer fra Østeuropa, ved at de bliver underbetalt og udnyttet, det går ud over de danske lønarbejdere, fordi deres arbejdsforhold bliver konkurreret nedad, men det går også ud over de solide og gode danske virksomheder, der har svært ved at konkurrere på vilkår som de her, siger Karsten Hønge.

Allerede nu har Folketinget styrket politi, Skat og Arbejdstilsynet, der i koordinerede aktioner tager ud på landets arbejdspladser. Men social dumping er som at skovle sne i snevejr, mener arbejdsmarkedsordføreren.

- Vi har gjort rigtig meget, men ikke nok. Der er lang ved endnu, fordi social dumping hele tiden kommer op i nye former og udgaver. Vi tror, vi har slået ned på det ét sted, og så kommer det frem et nyt sted på en ny nåede. Det kræver en stærkere indsats fra Folketinget. Jeg tror ikke, vi kommer uden om, at vi skal have nogle hårdere straffe på banen, siger han.

De ansatte i byggefirmaet Grønnely arbejder med livet som indsats. Sådan lyder det fra flere fagforeninger.