Efterlyst fynsk lottomillionær sov med kuponen ved sin side

Vinderen af de 14,7 millioner kroner er fundet. Det er en mand i 50'erne fra Kerteminde. Han sov med kuponen på natbordet.

Nu er vinderen af de 14.735.055 kroner fundet. 

Det er en heldig mand i 50'erne fra Kerteminde, der vandt de mange millioner kroner i andenpræmie i fredagens Eurojackpot. 

Han havde læst artiklen, hvor vinderen af en lotto-kupon købt i Spar i Rynkeby blev efterlyst, og det fik ham til at tænke: 

- Jeg plejer kun at tjekke mine kuponer, når jeg køber nye, men jeg kunne ikke rigtig dy mig, så jeg tjekkede tallene derhjemme om søndagen. Jeg havde haft sådan en uro i kroppen, siden jeg læste den artikel. Jeg var nysgerrig, men turde alligevel ikke få vished. Så havde man jo håbet så længe, fortæller fynboen til Danske Spil. 

Faktisk plejer han ikke at spille hverken Lotto eller Eurojackpot - kun hvis puljerne er ekstra store. 

Fynboen fik sig noget af en overraskelse, da han så, at han havde de fem vindertal rigtige samt et stjernetal. Men hverdagen gik videre trods millionerne. 

quote Jeg har heller aldrig sovet med min pung ved siden af mig på natbordet. Men det gjorde jeg altså natten mellem søndag og mandag. Jeg var nærmest helt stresset på grund af den kupon

Vinderen fra Kerteminde

- Jeg måtte have fat i min kone og have hende til at se med. Og så stod vi ellers bare der med åben mund. Dog havde vi travlt, fordi vi skulle til et arrangement, så vi havde slet ikke tid til at stå der og glane. Vi skulle bare ud af døren med det samme. Senere på aftenen var der noget kulturaften i Odense, vi skulle til. Så det hele er gået meget stærkt. Og vi har altså stadig ikke vænnet os til tanken, overhovedet, fortæller den nu mangemillionære mand. 

Mange millioner i lommen

Han havde da heller ikke tid til at gå ned i kiosken og få indkasseret præmien i løbet af weekenden, men gik rundt med en kupon til en værdi af 14,7 millioner kroner i lommen.

- Jeg havde min tegnebog i lommen hele tiden og turde slet ikke tage den op. Det var meget nervepirrende. Puha. Jeg har heller aldrig sovet med min pung ved siden af mig på natbordet. Men det gjorde jeg altså natten mellem søndag og mandag. Jeg var nærmest helt stresset på grund af den kupon.

Mandag var så dagen, hvor manden fra Kerteminde gik i kiosken med kuponen. Han havde taget fri til lejligheden og fortæller, at han da også har taget fri de næste dage for at vænne sig til tanken om de mange penge. 

Nye fælge til cyklen

Manden har ikke fortalt om gevinsten til sine børn endnu, og det er da heller ikke gået helt op for ham selv, at han har vundet kassen. 

- Jeg sad for sjov og kiggede på biler - men det var ligesom om, jeg endte med at kigge på dem til 50.000 kroner. Det er som om, at man er bange for, at pengene bare smuldrer væk fra en. Så jeg er nærmest blevet mere nærig end før, siger han med et grin.

Selvom det selvfølgelig ikke ligger fast, hvordan han vil bruge pengene, så fortæller han, at han altid har drømt om en lille landejendom med lidt jord til, og at han formentlig vil købe nogle fælge til sin cykel, for det har han ikke lige fået gjort.

Oversigt

    Oversigt