Ekspert: Ironiske annoncer virker i Danmark

En annonce, der skal sælge et elendigt hus - med ærlighed. Sådan en strategi fungerer rigtig godt i Danmark. Det mener en SDU-ekspert, og det viser et særligt eksempel fra Kerteminde.

Med ærlighed kommer man længst. Det besluttede ejendomsmægler Per Hansen fra Home Kerteminde-Munkebo

- Vi syntes, at vi bare ville skrive lige ud af landevejen, hvordan huset var - ganske enkelt utrolig elendigt!, siger ejendomsmægleren til TV 2/FYN.

Og derfor begyndte annoncen for et hus på Odensevej i Kerteminde med teksten:

"Boligen er fra 1877 og fremtræder i utrolig ringe stand. Huset er fuldstændig ubeboeligt og kræver en eller flere personer med hænderne godt skruet på. Alternativt er, at starte helt fra bunden".

Blot ti dage har annoncen ligget på nettet - og strategien lader til at have båret frugt. Tre købere har allerede budt på ejendommen, der er fuld af fugt, råd, svamp og skimmel.

Det kan altså betale sig at tænke ud af boksen, mener Lars Pynt Andersen, der er lektor i markedsføring på SDU.

- I Danmark er der tendens til, at man oftere end andre lande bruger ironisk reklame, og det er en form for humor, som vi i Danmark godt kan lide, men som i andre kulturer ville blive fuldstændig misforstået og gå helt galt, siger Lars Pynt Andersen.

Strategien skal dog ikke bruges for tit, mener lektoren.

- Man kan overdrive det her virkemiddel, og så får man ikke nogen bonus ud af det.

Hvis flere har lyst til at byde på ejendommen, som er nedrivningsklar, kan den købes for 99.000 kroner.

Se hele bolig-annoncen