Enighed i slusekrig: Staten burde komme på banen

Informationsmøde i Kerteminde satte gang i 14 dage, som skal vise om 900 lodsejere er villige til selv at betale for at sikre kysten.

"Arbejdsgruppen for ansvarligt sluseprojekt" i Kertminde er godt klar over, at Kerteminde Kommunes kasse er tom. Det sagde talsmand for gruppen, Iben Høj, da der mandag aften var indkaldt til informationsmøde om et sluseprojekt til 46 millioner kroner.

"Arbejdsgruppen for ansvarligt sluseprojekt" kæmper for at slippe for, at omkring 900 lodsejere skal løfte projektet økonomisk, og samtidig påtage sig opgaven som bygherrer.

Men Iben Høj mener ikke det skal være borgerne, som skal løfte sådan en opgave. Det er en fælles opgave. For alle. Og ikke kun dem, som har valgt at bosætte sig kystnært:

quote - Jeg vil ikke spændes for den her vogn

Iben Høj, "Arbejdsgruppen for ansvarligt sluseprojekt"

- Jeg tænker, det er et spørgsmål om tid før det her bliver nødt til at komme op på et nationalt plan. Danmark er et lavliggende land med masser af kyststrækning, hvor der er masser af byer der er berørt på samme måde som Kerteminde.

- Vi bør stå sammen og råbe Folketinget op og få lavet noget tidssvarende lovgivning på det her. Sådan at byer og landområder rundt omkring i Danmark kan blive beskyttet på en ansvarlig måde, og hvor vi løfter i flok. Solidarisk.

I første omgang står kampen dog om, at undgå bygherre-titlen. En opgave Iben Høj personligt ikke vil tage på sig:

- Hvad nu hvis slusen fejler, en klap falder af, nogen mennesker kommer til skade, hvad ved jeg?

- Jeg har ikke lyst til at til at stå som bygherre og det byder mig imod, at jeg er tvungen til det, siger Iben Høj.

Pris: Op mod 70.000 kroner

Projektet skal finansieres via en såkaldt partsfordelingsmodel, der udregner, hvad lodsejerne skal betale, i forhold til hvor udsatte de er for oversvømmelser.

Det betyder, at nogen vil komme til at betale op mod 70.000 kroner, mens andre slipper med 3.000 kroner - i gennemsnit kommer en grundejer til at til at betale mellem 40.- og 50.000 kroner over 45 år. Realdania har indvilget i at skyde 14,5 millioner kroner ind i projektet.

"Arbejdsgruppen for ansvarligt sluseprojekt" ønsker ikke at være en del af partsfordelingsmodellen og ønsker således ikke at have det økonomiske ansvar.

- Jeg vil ikke spændes for den her vogn, siger Iben Høj.

Ønsker opdateret lovgivning

Jesper Hempler (SF), formand for Teknik og Miljø i Kerteminde Kommune, er enig med Iben Høj i, at staten bør træde i karakter i forhold til at sikre kysterne, og at stat og kommune har en fælles opgave:

- Først og fremmest kunne jeg ønske mig, at staten lavede noget lovgivning, som var langt mere opdateret, og til at have med at gøre, i forhold til de forhold vi har i dag.

- Jeg kunne selvfølgelig også ønske mig, at man tilførte noget mere økonomi, siger Jesper Hempler, og fortsætter:

- Kommunen er jo sådan set med i det her projekt, og forsøger sådan set at løfte opgaven, men gør det ud fra de forudsætninger vi har.

- Vi (kommunen, red.) betaler også. Vi betaler det, vi synes, vi har mulighed for. En politisk opgave er jo også at sikre et samlet billede for Kertminde Kommunes økonomi. Og det er sådan set det, vi forsøger.

Efter mandag aftens velbesøgte informationsmøde får de implicerede borgere 14 dage til at stemme om de vil have sluseprojektet eller ej.

Fakta 

Slusen skal forhindre oversvømmelser ved stormflod og højvande.
Slusen skal forhindre oversvømmelser ved stormflod og højvande.
Se hele indslaget fra informationsmødet om sluse-projektet i Kerteminde. Fotograf: Lasse Back Frost

Oversigt

    Oversigt